Skal rovdriften på Jordens ressourcer udvides til bunden af verdens have? Norge har åbnet for efterforskning – i den grønne omstillings navn. Det styrker de kræfter, der vil give los, men samtidig vokser modstanden.

Af Finn Kjeller

Den 9. januar gav det norske Storting grønt lys til, at mineselskaber kan lede efter metaller på havbunden i et område næsten syv gange så stort som Danmark. Det er første skridt til minedrift i området, der ligger mellem Nordnorge, Island, Grønland og Svalbard.

Tre kilometer under havoverfladen menes der at gemme sig 45 mio. tons zink, 38 mio. tons kobber og en lang række andre metaller såsom kobolt, nikkel og litium. Metallerne findes i manganskorper, hvor bundfald fra havvandet har lagt sig over millioner af år, og i dybe sulfidaflejringer i form af ”skorstene”, hvor varmt vand har ført mineraler og metaller op gennem undergrunden.

Bag beslutningen om at åbne for efterforskning står den socialdemokratisk ledede regering med støtte fra Høyre og Fremskrittspartiet. Imod stemte Sosialistisk Venstreparti, Rødt, Miljøpartiet De Grønne, Venstre og Kristelig Folkeparti.

Inden store fjernstyrede gravemaskiner bliver sluppet løs på havbunden, skal Stortinget dog tage stilling til de første udvindingstilladelser. Ifølge regeringen vil der blive taget hensyn til havmiljøet. Ifølge modstanderne kan minedrift ikke undgå at skade miljøet, og følgerne kan blive alvorlige.

Trussel mod havmiljøet

I en fælles erklæring har 800 haveksperter opfordret til et foreløbigt stop for al dybhavsminedrift. De advarer om, at dybhavsøkosystemerne allerede er under pres fra menneskeskabte klimaændringer, bundtrawl og forurening, og at dybhavsminedrift vil resultere i tab af biodiversitet og økosystemfunktioner, som ikke vil kunne genoprettes i mange generationer.

Greenpeace Danmark opsummerer farerne ved dybhavsminedrift sådan:

• ”Dybhavsminedrift er en ny risikabel og ultra-ødelæggende udvindingsindustri. Tanken er at tunge maskiner river havbunden op over store områder for at indsamle mineraler.
• Støjen og lysforureningen fra maskinerne forstyrrer og desorienterer havets dyr selv på lavt vand. Støjen bevæger sig hundredvis af kilometer gennem vandet.
• Giftige dampe og skyer af sediment, der stiger op fra dybet, kvæler livet i havet.
• Maskinerne ødelægger dybhavshabitater, som er livsgrundlag for flere arter, som ikke findes andre steder i verden.
• Når havbunden pløjes op, spredes det kulstof, som har været fanget og lagret i sedimenter i tusindvis af år, ud i vandet. Det forstyrrer havets biokemiske balance og forværrer klimakrisen.”

I et område ud for Perus kyst var økosystemet stadig i en dårlig tilstand, 26 år efter at man havde simuleret virkningerne af ressourceudvinding på havbunden. Det viste en undersøgelse offentliggjort i 2019 i Scientific Reports.

Vender det døve øre til advarsler

De norske planer er blevet mødt med protester fra miljøbevægelser og videnskabsfolk både i Norge og internationalt. Op til stortingsafstemningen skrev 550.000 mennesker under på en Avaaz-appel til den norske regering om at afvise minedrift på havbunden. Halvanden million har skrevet under på Greenpeace-appellen Stop minedrift på havbunden, før det starter.

Regeringen har fået hård kritik fra landets egne faglige miljøer. Den norske miljøstyrelse påpegede ”væsentlig mangel på viden om natur, teknologi og miljøvirkninger”. Havforskningsinstituttet sagde, at regeringen havde generaliseret ud fra undersøgelser i et lille område, og anslog, at der var behov for 5-10 års yderligere forskning i virkningerne på arter.

Det videnskabelige tidsskrift Nature skriver i en leder, at hvis Norge ikke omgør sin beslutning om havbundsminedrift, ”må regeringen erkende, at landet har tabt ethvert krav på at være førende inden for havbeskyttelse”.

Den norske regering har også vendt det døve øre til advarsler fra andre europæiske lande og EU, der har opfordret til et moratorium, dvs. et midlertidigt forbud mod havbundsminedrift.

Grøn omstilling bruges som murbrækker

Hovedargumentet fra den norske regering såvel som de kandiderende mineselskaber er, at dybhavsminedrift er nødvendig for den grønne omstilling. Og sandt er det, at ”grøn teknologi” som elbiler og vindmøller sluger store mængder mineraler: kobber, kobolt, nikkel, mangan, zink, litium, sjælden jordarts-metaller osv.

Men miljøorganisationer og venstrefløjspartier afviser, at klimakrisen kan bruges som argument for minedrift på havbunden. Det skyldes grundlæggende, at havbundsminedrift er et redskab til at fortsætte væksten i forbruget af råstoffer frem for at lægge kursen om til en bæredygtig udvikling.

Udvindingen af råstoffer til produktion af køretøjer, elektronik, våben, bygninger, veje osv. raserer i forvejen naturområder verden over. Over de sidste 50 år er råstofudvindingen mere end tredoblet, og med planerne om dybhavsminedrift prøver man at åbne en ny front – ikke i stedet for, men i tillæg til de eksisterende miner på land.

”Selv om der blev startet dybhavsminedrift, påstår ingen, at de landbaserede miner bliver lukket af den grund. Det er ikke enten eller,” siger Duncan Currie, miljøjurist og rådgiver for Deep Sea Conservation Coalition.

WWF Norge har protesteret mod Stortingets vedtagelse og opfordret til at gå en anden vej, hvor de nødvendige mineraler primært hentes gennem cirkulære økonomiske løsninger:

”Norge, og verden, må omstilles til en cirkulær økonomi med genbrug, genvinding og teknologiske innovationer, som mindsker behovet for nye metaller. Derudover må det generelle forbrug reduceres og ændres til udvikling af mere bæredygtige produkter, med høj kvalitet og lang levetid. Vi må leve inden for planetens tålegrænser,” skriver WWF.

Mineselskaber lugter milliarder

Mens norske miljøaktivister protesterede foran Stortinget, var der glæde hos de tre selskaber, som foreløbig har meldt sig på banen til at udvinde råstoffer i den norske zone.

“Det var absolut en dag med fejring,” sagde Walter Sognnes, direktør for det norske selskab Loke Marine Minerals til Zetland. Selskabet ønsker at blive verdensleder inden for minedrift på havbunden.

Loke Marine Minerals har kun få år på bagen, men blandt aktionærerne finder man forsvarsentreprenøren Kongsberg Gruppen og rederikoncernen Wilhelmsen. Selskabet købte i marts 2023 dybhavsminefirmaet UK Seabed Resources af den amerikanske våbenproducent Lockheed Martin.

Lokes sejr i det norske parlament skriver sig ind i en international kamp om havmiljøets fremtid. Endnu foregår der ikke minedrift på dybhavsbunden i stor skala noget sted i verden, men netop i disse år står slaget om, hvorvidt der skal gives los eller havbunden skal beskyttes.

Mineselskaber har navnlig kig på Clarion-Clipperton-Zonen, et område på 4,5 mio. km² mellem Hawaii og Mexico. Det anslås, at der i denne zone ligger 21 mia. tons metaller i form af små knolde, og op mod 20 internationale mineselskaber har allerede efterforskningskontrakter.

Det norske område blegner i sammenligning, men det signal, der kommer fra Stortingets vedtagelse, kan have en mærkbar strategisk effekt på verdensplan, mener Elizabeth Buchanan fra Modern War Institute ved det amerikanske militærakademi West Point. Vedtagelsen betyder nemlig, at ”stater som Rusland og Kina har et fortilfælde at pege på, når de selv etablerer dybhavsmineaktiviteter”, påpeger hun ifølge Wired 12. januar 2024.

Opgør om internationale spilleregler

Siden 2018 er der blevet forhandlet om et regelsæt for brug af havbunden på åbent hav i regi af Den Internationale Havbundsmyndighed, International Seabed Authority (ISA). ISA er en FN-tilknyttet organisation med ansvar for havbunden på det åbne hav uden for landenes jurisdiktion, dvs. over halvdelen af verdens havareal. Forhandlingerne er gået langsomt, og ISA’s ledelse er blevet beskyldt for at være lidt for tæt på mineselskaberne.

ISA har indtil nu godkendt 30 kontrakter om efterforskning, der involverer 22 lande og dækker 1,3 mio. km² havbund. Ingen har fået afslag. Hvis efterforskningstilladelserne bliver omsat til udvindingstilladelser, vil det udgøre historiens største mineoperation.

Ud over private selskaber har Sydkorea, Indien, Japan, Rusland og – ikke mindst – Kina øget deres aktiviteter. På den anden side har over 30 lande meldt deres støtte til et midlertidigt forbud.

I 2021 forsøgte det canadiske selskab The Metals Company (TMC) at sætte tommelskruerne på forhandlerne. TMC havde skaffet sig efterforskningstilladelser i Stillehavet gennem partnerskab med Nauru og to andre små stillehavslande. Nauru er et land med kun 12.000 indbyggere, hvis landmiljø allerede er raseret af en anden form for minedrift: fosfatudvinding. Efter at fosfaten slap op i 1990’erne, har Nauru forsøgt at ernære sig som paradis for banker og som asyl-fangelejr for Australien – og nu altså som ”partner” for TMC.

I 2021 erklærede Nauru sin intention om at påbegynde minedrift på havbunden. Dermed udløstes den mærkværdige “to-års-paragraf” i ISA’s grundlag: Hvis ISA ikke inden to år færdiggør et regelsæt for minedrift, skal den tillade mineentreprenører at påbegynde arbejdet.

Derfor var spændingen stor i juli 2023, da 168 lande mødtes i Jamaica til den seneste ISA-konference. Konferencen endte imidlertid uafgjort: Vedtagelsen af regler blev udskudt til 2025, men Kina og et par andre lande fik blokeret for et midlertidigt forbud.

Protesterne fortsætter

Greenpeace har advaret om, at det juridiske tomrum efter konferencen sidste sommer kan gøre det muligt at starte udvinding meget hurtigt. Derfor var Greenpeaces opfordring: ”Vi må ikke vente på den næste konference – det er afgørende, at mobiliseringen forstærkes”.

Hvad de norske planer angår, skriver WWF Norge på X: ”Kampen mod minedrift er ikke forbi, og verdens øjne vil fortsat være rettet mod Norge.”

Det blev bekræftet, da EU-Parlamentet den 17. januar holdt en ekstraordinær debat om den norske vedtagelse. EU-Kommissionen er ”meget bekymrede over Norges beslutning”, sagde landbrugskommissær Janusz Wojciechowski. Han slog fast, at EU fortsat ønsker et forbud mod dybhavsminedriften, indtil det er videnskabeligt bevist, at den ikke er skadelig.

”Denne type aktivitet kan bogstaveligt talt starte et globalt kapløb mod bunden, et kapløb om at grave havbunden op,” sagde Anja Hazebroek fra parlamentets venstrefløjsgruppe. ”Vi må sende et klart signal til det norske parlament om at trække den beslutning tilbage.”

Vil Danmark tage stilling?

Danmark har ikke sendt nogen klare signaler. På et folketingsspørgsmål fra Alternativet svarede klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard den 11. oktober 2023, at ”Kongeriget Danmark endnu ikke har fastlagt en endelig position vedrørende dybhavsminedrift uden for national jurisdiktion”, og at politik vedr. dybhavsminedrift på havbunden i grønlandsk og færøsk havområde hører under de grønlandske og færøske myndigheder. Dog henviste ministeren til det forsigtighedsprincip, der er blevet understreget både af EU og af parterne i FN’s biodiversitetskonvention.

Det er ikke godt nok, mener en række danske NGO’er, som i december udsendte en fælles udtalelse. ”Den danske regering har indtil nu set passivt til uden at tage stilling,” skriver de og kræver handling: ”Danmark bør tage aktivt stilling og som minimum støtte et internationalt moratorium på dybhavsminedrift.”

Artiklen er bragt i Solidaritet 24. januar 2024.