Den længe ventede klimalov kommer i hus sammen med de Konservative. En succes ifølge politikere fra de Radikale til Enhedslisten, for så har loven måske en chance for at overleve næste valg. Men et sted i processen er ideen med en klimalov gået op i røg.

Vækst og konkurrenceevne først

Den 6. februar fremlagde regeringen sit udkast til klimalov efter aftale med SF og Enhedslisten, men også med de Konservative.

»Vi har sikret, at erhvervslivets interesser bliver tilgodeset i det her,« udtalte de Konservatives formand, udtalte en tilfreds Lars Barfoed (Politiken 7.2.2014).

Ifølge lovbemærkningerne er det nemlig »afgørende, at omstillingen tilrettelægges både miljø- og ressourcemæssigt effektivt og inden for rammerne af de overordnede mål for den økonomiske politik, herunder hensynet til vækst og konkurrenceevne og sunde offentlige finanser«.

I samme ånd står der i partiernes aftale om »det nationale klimamål i 2020«, at når Danmarks udledning af drivhusgasser i 2020 skal reduceres med 40 procent i forhold til niveauet i 1990, skal det ske »ved at gøre brug af moderne teknologier, sikre synergieffekter i alle sektorer og ved at sikre, at det danske erhvervsliv forbliver konkurrencedygtigt«.

»Vi har fået skrevet det ind flere steder, at vi skal fastholde erhvervslivets konkurrenceevne og sikre vores arbejdspladser. Det har været afgørende for os. Hvis ikke der kan findes metoder, der rykker os frem mod klimamålsætningen på en sådan måde, så kommer vi til at trække klimamålsætningen lidt ud i tid,« sagde Lars Barfoed og tilføjede:

»Det er første gang nogensinde, det er lagt ind som en forudsætning i en sådan aftale.«

Hvor tanken med en klimalov egentlig var, at den skulle fastlægge rammer ud fra hensynet til de kommende generationers livsbetingelser og den globale solidaritet, er det altså lykkedes regeringen at få Enhedslisten og SF med på en lov, som hylder vækst- og profitrater som et overordnet hensyn, klimapolitikken må rette ind efter.

Ideen med en klimalov

»Jeg opfordrer dig til som folketingsmedlem at støtte Klima SOS’ forslag om en klimalov med et bindende reduktionsmål for udledningen af drivhusgasser på 6 % år for år.«

I 2008-2009 samlede aktivister fra NOAH, Klimabevægelsen m.fl. over 10.000 personligt underskrevne postkort, hvert stilet til et navngivet medlem af Folketinget med ovenstående opfordring til at arbejde for »en stærk klimalov«.

Initiativet til Klima SOS tog NOAH med inspiration fra Friends of the Earth i bl.a. England, hvor to års kampagne havde fået parlamentet til at vedtage klimaloven, Climate Change Act i 2008.

Ideen med en klimalov var at indføre bindende reduktionsmålsætninger for at forpligte lovgivere og myndigheder til at presse udledningen af drivhusgasser ned, tilstrækkeligt, år for år.

• Udgangspunktet skulle være et budget for, hvor meget Danmark i alt kan tillade sig at udlede frem til 2050, ud fra vores fair andel af det, der ifølge videnskaben skal til for at stabilisere klimaet under 2 graders global temperaturstigning.
• Dette budget skulle opdeles i korte perioder, helst 3-årlige budgetter, så ingen regering kan udsætte opgaven.
• Regeringen og de nationale myndigheder skulle årligt rapportere drivhusgasudledningerne for det forudgående år, og hvis ikke budgettet var overholdt, skulle de forklare sig og angive, hvilke nye tiltag overskridelsen gav anledning til.
• Klimaloven skulle indeholde klare programmer for alle de store områder, der påvirker klimaet eller påvirkes af klimaet, og for alle sektorer, herunder arealanvendelse, energibesparelser og energieffektivisering, vedvarende energi, affald og transport.
• Regeringen skulle oprette en uafhængig klimakommission bestående af relevante forskere eller forskningskyndige til at rådgive regeringen og andre nationale myndigheder.

De samme principper er siden fremført i fælles anbefalinger fra NOAH, WWF, Danmarks Naturfredningsforening, VedvarendeEnergi, Det Økologiske Råd og Greenpeace. Også CONCITO har givet regeringen et lignende sæt anbefalinger, senest i 2013, hvor den grønne tænketank supplerede med forslag om, at der også skulle rapporteres årligt om drivhusgasudledningerne fra danskernes forbrug og fra den danske produktion, inkl. international transport.

NOAH har desuden, med hjælp fra en juraprofessor, forsynet regeringen med et grydeklart udkast til en sådan stærk klimalov.

Men det lovudkast, der nu er på bordet, har ikke meget at gøre med ideen om en klimalov, som lægger en forpligtende ramme og driver de nødvendige reduktioner frem år for år.

Luftige målsætninger

I stedet for budgetter for vores drivhusgas-udledninger holder regeringen sig til luftige målsætninger.

»De politiske klimamålsætninger angående reduktion af de fremtidige danske drivhusgasudledninger skal udarbejdes i lyset af videnskabens anbefalinger og skal som minimum være i overensstemmelse med de til enhver tid gældende internationale klimaforpligtelser,« står der i lovbemærkningerne.

Desværre er der temmelig langt fra videnskabens anbefalinger til de gældende internationale klimaforpligtelser. Ifølge NOAH bør reduktionerne i 2020 være på mindst 50 %, i 2030 på mindst 90 % og i 2050 mindst 100 %. Det er beregnet ud fra FN’s Klimapanels vurderingsrapport fra 2007 og senere videnskabelige rapporter.

Regeringens lovforslag sigter mod »et lavemissionssamfund i 2050«, men hvad »lave emissioner« er, står ikke klart. Danmarks bidrag til drivhusgasudledningerne bliver »begrænset«, hedder det i lovbemærkningerne. Her nævnes det også, at »EU’s stats- og regeringsledere har tilsluttet sig en målsætning om, at de industrialiserede lande reducerer deres samlede drivhusgasudledninger med 80-95 pct. i 2050 i forhold til 1990«, men hvad det betyder for Danmark, fremgår ikke.

Tvivlsomme tal

På den kortere bane, 2020, er det som nævnt lykkedes at få de Konservative med på målsætningen om en 40 procents reduktion. Foreløbig er det dog blot en hensigtserklæring ligesom de samme 40 procent i regeringsgrundlaget fra 2011.

De første 34 procent er angivelig sikret af energiaftalen fra 2012, men de forudsætter, at satsningen på biomasse er så klimavenlig, som regeringen har påstået. Energiaftalen åbnede for en stærkt øget brug af biomasse til el- og varmeproduktion uden på forhånd at finde ud af, om der er en reel klimafordel ved at bruge biomasse i energiforsyningen. Miljøorganisationerne har derfor opfordret regeringen til at medtænke de indirekte virkninger af biomasseudnyttelsen i klimaloven. Hvis man medtager den reelle udledning fra biomasse, som regeringen har regnet som CO₂-neutral, bør Danmarks udledning ifølge CONCITO forhøjes med ca. 10 %.

Det er ikke sket, og klimaloven er i det hele taget holdt på det overordnede plan, uden bestemmelser om programmer for de enkelte områder og sektorer, f.eks. transport og landbrug.

»Lovforslaget vil således ikke i sig selv medføre igangsættelse af konkrete initiativer til reduktion af Danmarks drivhusgasudledning, men kan medvirke til at skabe et grundlag herfor,« som det hedder i bemærkningerne.

Opfølgning uden konsekvens

I stedet for rullende budgetter af tre-fire års varighed, som miljøorganisationerne anbefalede, lægges der i lovbemærkningerne »op til, at klima-, energi- og bygningsministeren mindst hvert 5. år skal udarbejde nationale klimamålsætninger med et tiårigt perspektiv«.

Disse klimamålsætninger forventes blot at »kunne medvirke til at skabe en klar retning for klimaindsatsen, herunder erhvervslivets investeringer«. Der er med andre ord ingen bindende mål at holde regeringen og myndighederne op på.

Både Socialdemokraterne, de Radikale og SF stemte ellers for i 2010, da Enhedslisten stillede beslutningsforslag om »en klimalov med klare målsætninger for reduktion af CO2-udledningen i Danmark samt regler om obligatoriske opfølgninger, som fastlægger nye handlingsplaner, hvis de opstillede mål ikke nås«.

Klimaministeren skal ganske vist udarbejde en årlig klimapolitisk redegørelse, som skal »beskrive«, hvordan det går med at indfri de nationale klimamålsætninger og de internationale klimaforpligtelser. Men loven påbyder ikke regeringen og myndighederne at foretage sig noget for at rette op på manglende fremdrift.

Dermed kan den til enhver tid siddende regering reelt skubbe indsatsen foran sig. Og er det ikke netop, hvad den nu tilskyndes til af den overordnede ramme, der er indskrevet i klimaloven: »hensynet til vækst og konkurrenceevne og sunde offentlige finanser«?

Bred ekspertise

Det er lykkedes at få et uafhængigt rådgivende organ ind i regeringens forslag til klimalov, og det er faktisk et fremskridt i forhold til regeringsgrundlaget, hvor man ville lade økonomerne i det Miljøøkonomiske Råd vogte klimapolitikken.

Der skal således nedsættes et Klimaråd, hvis medlemmer skal »have bred ekspertise og et højt fagligt niveau inden for energi, transport, landbrug, miljø/natur og økonomi«. Dog skal rådet have en formand med »bred faglig baggrund inden for blandt andet samfundsøkonomi «.

Det efterlader en vis spænding om, hvor stærkt klimaviden vil blive repræsenteret i dette rådgivende organ. Sammenlign f.eks. med NOAHs forslag om, at formanden for og medlemmerne af det rådgivende organ bør være »anerkendte forskere eller forskningskyndige, der tilsammen repræsenterer indsigt i forhold, der har betydning for klimaet, ændringer i klimaet, samfundsøkonomi og andre klimarelevante forhold«.

For en ny klimalov

Et klimaråd og en årlig redegørelse kan uden tvivl være med til at holde liv i debatten om den danske klimapolitik og give anledninger til at kræve den forbedret. Men derudover vil den klimalov, regeringen har aftalt med SF, Enhedslisten og de Konservative, næppe spille nogen væsentlig rolle for klimaet.

Det, der er på bordet, er en svag klimalov behæftet med liberalistiske forbehold. Det er kun en skygge af den stærke klimalov, som aktivisterne samlede underskrifter for. Det bærer præg af en situation, hvor klimakravene ikke bæres frem af demonstrationer og stormøder, men mere af et i øvrigt prisværdigt lobbyarbejde fra organisationer, som ved, at den halvhjertede indsats under Thorning og Vestager hurtigt kan blive afløst af det rene bagstræb under Løkke.

»Det er ikke noget, vi i Venstre på nogen måde føler os forpligtet af,« udtalte Lars Løkke Rasmussen (Politiken 6.2.2014). Han afviste ikke alene målsætningen om en 40 procents reduktion i 2020, men stillede også spørgsmålstegn ved den 34 procents-målsætning, som Venstre selv har været med til at fastsætte i energiaftalen:

»Vi skal have gjort noget ved energiafgifterne i den vækstpakke, vi skal lave til foråret,« varslede han.

Alene at fastholde og få konkretiseret de hidtil udmeldte klimamålsætninger over for de kortsigtede kapitalinteresser vil uden tvivl kræve fornyet mobilisering. Både nu og efter næste valg.

Vi må indstille os på at skulle på gaden for en ny, stærk klimalov.

 

Læs mere om klimalov:

Regeringens lovudkast på Høringsportalen

Enhedslistens beslutningsforslag fra 2010 på Folketingets netsted

NOAHs forslag til klimalov

Seks miljøorganisationers anbefalinger