Enhedslisten har en mængde rød-grønne svar på kapitalismens systemkrise, men får alt for sjældent præsenteret sit samfundsalternativ.
Af Finn Kjeller
Vi er midt i en valgkamp, hvor medier og politikere stort set diskuterer alt andet end svar på de globale udfordringer: økonomiske og sociale krise med voksende ulighed og konflikter, økologisk krise med udsigt til katastrofale klimaforandringer og masseudryddelse af arter, fødevare- og ressourcekrise samt demokratisk krise med øget magt til multinationale koncerner og spekulanter.
Alle disse kriser er filtret sammen i en systemkrise – en krise i det kapitalistiske system. Men at sætte spørgsmålstegn ved kapitalismen er nærmest tabu. Selv for Enhedslisten er der stor risiko for at lade sig begrænse til diskussioner om, hvordan den seneste anti-reform kan afværges eller mildnes. Men hvad nu, hvis der var et alternativ til kapitalismen? Og hvad hvis bevidstheden om det alternativ også kunne styrke dagens forsvarskampe?
Den liberalistiske mur
Traditionelt er forkæmpere for et ikke-kapitalistisk samfundsalternativ blevet afvist med, at socialismen ikke fungerer i praksis og er lig med diktaturer som i Sovjetunionen, eller med at kapitalismen er for stærk til, at samfundet kan forandres. Men i den nyliberalistiske fase, der satte ind i 1980’erne, er der hertil føjet en alternativløshed, som end ikke tillader at betragte små skridt i socialistisk retning som mulige. Således afviser regeringerne ethvert forslag, der risikerer at svække »Danmarks konkurrenceevne« (læs: de private selskabers profitter), at komme på kant med EU’s retningslinjer eller at svække »finansmarkedernes tillid til dansk økonomi«. Det sker med henvisning til det, som den socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon har kaldt »det konkurrencestatslige grundvilkår«.
Ideologien om kapitalismen som eneste mulige system bruges til at affeje enhver indvending mod nedskæringer og privatiseringer, ethvert forslag om øgede sociale rettigheder og effektiv klima- og miljøindsats. Det har også været tilfældet i de knap fire år med såkaldt rød regering. Udgangspunktet for regeringen var jo også, som det hed i SRSF-regeringens grundlag fra det Sorte Tårn, »VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand«.
Klimaet og miljøet har ikke været forskånet: I vækstens og konkurrenceevnens navn har regeringen arbejdet for at maksimere olie- og gasudvindingen i Nordsøen, holdt hånden over Totals skifergasprojekt, fået vedtaget en tandløs klimalov uden bindende mål eller drivhusgasbudgetter, skønmalet det danske CO2-regnskab og satset stort på afbrænding af biomasse uden hensyn til de reelle udledninger. Når Enhedslisten har stillet forslag om at investere i 10.000’er af grønne job inden for vedvarende energi, kollektiv trafik og energibesparende renovering af offentlige bygninger og boliger, er det blevet blankt afvist. Jobskabelsen skulle nemlig fortsat overlades til markedskræfterne, og økonomien skulle stimuleres gennem skattelettelser til selskaber og velhavere samt ikke mindst en »forøgelse af arbejdsudbuddet«.
Visionen må konkretiseres
For at slå hul i denne ideologiske mur er det ikke nok at sige: »Fællesskab fungerer.« Der skal også være nogen, der påviser og forklarer, at et andet samfundssystem, der bygger på fællesskab, er muligt. Derfor er diskussionen om alternativer til kapitalismen ikke en akademisk luksus eller noget, der kan vente til bedre tider.
Som den britiske økonom Pat Devine skriver:
»En af grundene til, at nyliberalismen sejrede – med sit program for privatisering, afregulering, varegørelse og forbrugerisme – var venstrefløjens manglende udvikling af et alternativt perspektiv for radikal demokratisering baseret på socialt ejerskab og planlægning med folkelig deltagelse.«
»En eller anden forestilling om arkitekturen i en mulig 21. århundredes-socialisme, dens principper, institutioner og sociale processer, er bydende nødvendig, hvis venstrefløjen skal genvinde sin selvtillid og gøre krav på sin retmæssige position som bannerføreren for frihed og fremskridt.«
Citatet er hentet fra antologien »Økosocialisme – fra systemkritik til alternativ«, der udkom på forlaget Solidaritet i starten af juni. Her forklarer otte forfattere fra otte lande, hvordan kapitalismen spærrer for løsninger, men de giver også deres bud på en anden økonomi og styreform: et økosocialistisk samfund, hvor produktionen indrettes demokratisk ud fra de samfundsmæssige behov og inden for de miljømæssige grænser. Samtidig anviser de veje til at sætte alternativet på dagsordenen gennem rød-grønne reformer og forening af sociale og økologiske kampe.
Bogen uddyber det perspektiv, som Enhedslisten i komprimeret form lægger op til i sit principprogram fra 2014: For Enhedslisten er socialisme et samfund, hvor »økonomien bygger på fælleseje og demokrati, og hvor der ikke produceres efter profithensyn, men ud fra menneskers reelle behov og på en måde, som respekterer det globale miljømæssige råderum«. Samtidig er det ifølge programmet vigtigt at »forbinde faglige og sociale bevægelser med klima- og miljøbevægelser og dermed styrke kravet om økologisk bæredygtige og solidariske kriseløsninger«.
Se Enhedslistens principprogram hos Enhedslisten
Økosocialisme som samfundsmodel
I mange år hængte en del af venstrefløjen sine håb op på »den virkeliggjorte socialisme«, hvad enten det var i sovjetisk, kinesisk, albansk, nordkoreansk eller cubansk afstøbning. Men for de fleste i vores del af verden har regimerne i socialismens navn været afskrækkende snarere end opmuntrende eksempler, i de fleste tilfælde også når det gælder miljøet. Økosocialisme er og må være noget ganske andet. Den er et opgør med produktivisme, uanset om den er kapitalistisk eller bureaukratisk. Det er også udgangspunktet for forfatterne i bogen.
For eksempel fremlægger Pat Devine sin model for selvforvaltende socialisme, der bygger på socialt ejerskab, og hvor styringen foregår i en deltagerstyret proces med forhandlet koordination. I stedet for privat eller statsligt ejerskab ejes og kontrolleres virksomhederne ud fra et ægte nærhedsprincip af dem, der påvirkes af beslutningerne om brugen. Der sker fortsat køb og salg af varer på et marked, men markedskræfterne erstattes af demokratisk planlægning, idet investeringer besluttes demokratisk og koordineres, inden ressourcerne afsættes. Fri af profitinteresser vil de samfundsmæssige prioriteringer være demokratisk besluttede, og inden for de rammer vil de sociale ejere på hvert niveau diskutere og veje de forskellige hensyn op mod hinanden, herunder hensyn til miljøet og de kommende generationer.
Som den belgiske agronom og debattør Daniel Tanuro slår fast i bogen, betyder »øko« foran »socialisme« ikke gammel vin på nye flasker, for det handler om at forholde sig til grundlæggende nye betingelser: Produktivkræfternes udvikling er blevet destruktiv og undergraver mulighederne for socialisme. Forestillinger om »menneskets beherskelse af naturen« må erstattes af et forsigtighedsprincip. Forbrugs- og mobilitetsmønstre må ændres, og det gælder ikke kun overklassen.
Økosocialistisk strategi
Afgørende for at forandre samfundet er selvfølgelig den kollektive aktivitet og organisering blandt de berørte på arbejdspladserne, de arbejdsløse, borgerne i lokalområder og kommuner osv. Fagbevægelsen kan og må spille en central rolle i mobiliseringen, men det kræver, at den får nyt liv, forholder sig aktivt til produktionens indhold og indgår alliancer med bevægelser for klima og miljø, velfærd og andre samfundsspørgsmål. Det fortæller to af bogens forfattere om ud fra deres egne erfaringer: Asbjørn Wahl, som er rådgiver i Norges næststørste fagforbund, og Lars Henriksson, som arbejder på Volvo i Göteborg.
For at have en chance over for de økonomiske magthavere, ikke mindst den fossilt baserede kapital, »må fornuften være bevæbnet – bevæbnet med social magt«, som Lars Henriksson skriver. Den nødvendige grønne omstilling kan ikke opnås uden mobilisering og aktiv deltagelse af lønarbejderklassen, som udgør størsteparten af befolkningen, og som har muligheden for at standse produktionen og for at stille krav om dens omstilling indefra.
»Folk lader sig selvfølgelig ikke så let mobilisere for omfattende samfundsforandringer, hvis et lille mindretal i samfundet tilegner sig det meste af værdiskabelsen og fordelene, mens almindelige mennesker må leve med ulemperne (betale omkostningerne). En radikal omfordeling af samfundets værdier bliver dermed også en forudsætning for, at folk skal kunne lade sig mobilisere mod klimakrisen,« pointerer Asbjørn Wahl.
Artiklerne i bogen forholder sig til, hvordan folk kan få bedre liv, samtidig med at der samlet produceres, transporteres og forbruges mindre. Som den fransk-brasilianske sociolog og filosof Michael Löwy forklarer, handler det ikke om at forringe levevilkårene, men om at skille sig af med unyttige produkter og rette produktionen ind mod at tilfredsstille ægte behov – groft sagt dem, »der fortsat findes, når man har afskaffet reklamen«. Nathalie Guay fra den canadiske fagforening CSN sætter fokus på, hvordan – og på hvilke betingelser – kortere arbejdstid kan forbedre tilværelsen og begrænse overforbrug og overproduktion.
Systemgennembrydende krav
Klimakrisen sætter korte tidsfrister for hurtig nedbringelse af drivhusgasudledningerne de næste 10, 20 og 30 år. Derfor må der punkt for punkt mobiliseres i størst mulig enhed for de nødvendige klima- og miljøkrav. Men vi må også være bevidste om, at dogmerne om privat ejerskab, markedskræfter og globalisering må brydes for at sikre den nødvendige omstilling.
»Kun ved at tage fat på overgangen til et socialistisk demokrati kan vi for alvor sætte ind mod klima- og miljøkrisen, ressource-, fattigdoms- og fødevarekriserne og gennemføre en omstilling til et økologisk bæredygtigt velfærdssamfund,« som det slås fast i Enhedslistens principprogram.
Og derfor er det »afgørende, at folkelige bevægelser samler sig om krav, der tager udgangspunkt i konkrete problemer, men som samtidig antaster selve strukturerne i det kapitalistiske samfund. Her er et helt centralt omdrejningspunkt magten over økonomien, markedsstyringen og arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet. […] Klima- og miljøpolitikken er et godt eksempel på et område, hvor den løbende forsvarskamp nødvendigvis må rejse spørgsmålet om magten over landbrug, transport og produktion og dermed nødvendigvis omfatter et angreb på selve kernen i kapitalismen.«
I samme ånd skitserer forfatterne til bogen »Økosocialisme – fra systemkritik til alternativ« en økosocialistisk strategi ved at give eksempler på kampfelter, krav og metoder, der kan drive samfundsforandringen med afsæt i den aktuelle situation. Omdrejningspunktet for en økosocialistisk overgangsstrategi må være kampen for demokratisering af økonomien – eller »kampen for et produktionsdemokrati«, som Søren Kolstrup kalder det – med udgangspunkt i de samfundsmæssige behov og de klima- og miljømæssige rammer.
Forfatterne kommer ind på en række rød-grønne krav, der kan sprænge den kapitalistiske spændetrøje og tage fat på en demokratisk planlægning, f.eks. demokratisk ejerskab til og kontrol med energisektoren, omfattende igangsættelse af klimajob, grøn produktion i kommunale, kooperative og socialøkonomiske virksomheder, socialisering af bankvæsenet og jobgaranti til de ansatte i virksomheder, der afvikles eller indskrænkes som led i den grønne omstilling.
Nogle af kravene er herhjemme forsøgt udviklet af Enhedslistens Politisk-Økonomiske Udvalg.
Se f.eks. pjecen »Socialistiske svar på den økonomiske krise« (pdf) hos Enhedslisten
Enhedslisten har i det hele taget en mængde rød-grønne svar på kapitalismens systemkrise, men får alt for sjældent præsenteret dem og knyttet dem sammen til sammenhængende antikapitalistiske svar.
Enhedslisten har et nyt principprogram, som ikke skal gemmes væk, men tværtimod tages aktivt og offentligt i brug. Det er et udmærket afsæt for at konkretisere partiets vision og påvise, at der er et alternativ til kapitalismen.
Hvis vi udvikler visionen om et økosocialistisk samfund og formulerer sammenhængende økosocialistiske løsninger, vil venstrefløjens politiske kraft og overbevisning blive styrket, også i den daglige modstand mod liberalistiske tiltag.
Finn Kjeller har redigeret antologien Økosocialisme – fra systemkritik til alternativ, som er udgivet på Forlaget Solidaritet, juni 2015.
Artiklen blev bragt på Modkraft.dk den 8. juni 2015.