Af Richard Smith

Da videnskabsfolk ved Mauna Loa-Observatoriet på Hawaiis store ø den 10. maj 2013 meddelte, at de globale CO₂-udledninger for første gang i millioner af år havde overskredet en tærskel på 400 dele per million (ppm), bredte der sig en følelse af gru verden rundt og ikke kun blandt klimaforskere. CO₂-udledningerne er steget ubønhørligt, siden Charles David Keeling første gang etablerede sin målestation nær toppen af Mauna Loa-Observatoriet i 1958 for at overvåge de gennemsnitlige daglige globale CO₂-niveauer. Dengang viste målingerne en CO₂-koncentration på 315 ppm. Lige siden da har CO₂-udledningerne og de atmosfæriske koncentrationer været støt stigende, og som de hidtidige data viser, følges de af temperaturstigninger.

---

Richard Smith er økonomihistoriker i USA. Han er ph.d. fra University of California Los Angeles, hvor han skrev afhandling om overgangen til kapitalisme i Kina, og har haft forskerstillinger ved East-West Center i Honolulu og Rutgers University.

Han har udgivet Green Capitalism: The God that Failed (WEA Books, 2015) og har skrevet om Kina, kapitalismen og det globale miljø m.m. i New Left Review, Monthly Review, The Ecologist, International Journal of Ecological Economics and Statistics, Real-World Economics Review og Adbusters magazine.

---

Til trods for alle klimatopmøder, løfter om »frivillige begrænsninger«, CO₂-kvoter og -afgifter har stigningen i CO₂-udledninger og atmosfæriske koncentrationer ikke blot været uopholdelig, den har været accelererende med det, som forskere har kaldt »Keeling-kurven«. I begyndelsen af 1960’erne øgedes CO₂-koncentrationen i atmosfæren med 0,7 ppm om året. I de seneste årtier, og især efterhånden som Kina er blevet industrialiseret, er vækstraten tredoblet til 2,1 ppm om året.[1] Kulstofkoncentrationerne har ikke været så høje siden Pliocæn-perioden for omkring 3 til 5 millioner år siden, da de globale gennemsnitstemperaturer var 3 eller 4 grader varmere end i dag, hvor Arktis var isfrit, havniveauerne omkring 40 meter højere, og det nordlige Canada dækket af jungle, mens Florida var under vand ligesom mange kystlokaliteter, heriblandt dem, vi i dag kalder New York City, London, Shanghai, Hongkong og Sydney.

Overskridelsen af denne tærskel har skabt frygt for, at vi er hastigt på vej mod »vippepunkter« såsom smeltning af den subarktiske tundra eller optøning og frigivelse af de enorme mængder af metan i den arktiske havbund – vippepunkter, der vil sætte så meget fart på den globale opvarmning, at mennesker ikke evner at standse den. »Jeg ville ønske, det ikke var sandt, men det ser ud til, at verden vil drøne forbi 400 ppm-mærket uden den mindste pause,« udtalte Ralph Keeling, geokemiker ved Scripps Institute. Det var hans far, Charles Keeling, der oprettede de første målestationer i 1958. »Med denne hastighed rammer vi 450 ppm i løbet af få årtier,« konstaterede Maureen E. Raymo, som er forsker ved Lamont-Doherty Earth Observatory, en enhed under Columbia University.[2]

Hvorfor marcherer vi mod katastrofen, »som søvngængere på vej mod udryddelsen«, som The Guardians George Monbiot engang formulerede det? Hvorfor kan vi ikke træde hårdt på bremsen, inden vi kører ud over kanten til sammenbruddet? Jeg vil her gøre gældende, at problemet udspringer af den kapitalistiske reproduktions krav, at store koncerner er ved at ødelægge liv på Jorden, at de ikke kan lade være, at de ikke kan forandre sig eller forandre sig særlig meget, at så længe vi lever under dette system, har vi ikke meget andet valg end at tage del i denne ødelæggelse og blive ved med at træde på speederen i stedet for på bremsen, og at det eneste alternativ – hvor umuligt det end måtte se ud lige nu – er at omstyrte dette globale økonomiske system og alle »den ene procents« regeringer, der holder det kørende, og erstatte dem med et globalt økonomisk demokrati, et radikalt demokrati nedefra og op, en økosocialistisk civilisation.

Jeg vil hævde, at skønt vi hurtigt nærmer os et økologisk kollaps, er der rundt om i verden ved at blive skabt værktøjer til at afspore toget før afgrunden. Vi er nemlig vidner til en nærmest samtidig global massedemokratisk »opvågnen«, som brasilianerne kalder det, et mere globalt oprør end nogensinde, fra Tahrirpladsen til Zuccotti Park, fra Athen til Istanbul til Beijing og videre. Vist er disse bevægelser, ligesom Occupy Wall Street, stadig i en indledende fase og hovedsagelig protester mod det, der er galt, snarere end kampe for en alternativ samfundsorden. Ligesom Occupy mangler de endnu at svare tydeligt og robust på det afgørende spørgsmål: »Hvis I ikke bryder jer om kapitalismen, hvad er så jeres alternativ?« Men de arbejder på det, og de er alle instinktivt og radikalt demokratiske, og heri ligger vores håb. Jeg vil fremlægge mine argumenter i form af seks teser.

1. Kapitalismen er den langt stærkeste drivkraft for globalt økologisk kollaps

Fra klimaforandring til ressourceoverforbrug til forurening – den motor, som har drevet tre århundreders accelererende økonomisk udvikling med revolutionering af teknologi, videnskab, kultur og selve menneskelivet, er i dag et brølende, løbsk lokomotiv, der mejer kontinenter af skove ned, fejer oceaner af liv bort, flår bjerge af mineraler ud, borer og pumper søer af brændstof op – fortærer klodens sidste tilgængelige ressourcer for at lave dem alle om til »produkter«, mens det ødelægger skrøbelige økosystemer, der er opbygget over hundreder af millioner år.

Mellem 1950 og 2000 mere end fordobledes verdens menneskebefolkning fra 2,5 til 6 milliarder, men i løbet af de samme årtier voksede forbruget af de vigtigste naturressourcer til mere end det seksdobbelte i gennemsnit, for nogle ressourcers vedkommende meget mere. Naturgasforbruget steg næsten 12 gange, bauxitforbruget (til aluminium) 15 gange. Og så videre.[3] Med den nuværende takt, siger Harvard-biologen E.O. Wilson, er halvdelen af verdens store skove allerede ryddet og »halvdelen af verdens plante- og dyrearter kan være borte ved udgangen af dette århundrede«.[4]

Store selskaber er ikke nødvendigvis onde, selv om der er nok, der er djævelsk onde, men de kan ikke gøre for det. De gør bare, hvad de er beregnede til, til gavn for deres aktieejere. Shell Oil kan ikke lade være med at plyndre Nigeria og Arktis og fyre op under klimaet. Det er, hvad aktieejerne kræver.[5] BHP Billiton, Rio Tinto og andre minegiganter kan ikke afholde sig fra at grave Australiens righoldige mængder af kul for at eksportere det til Kina og Indien. Minedrift udgør 19 % af Australiens BNP og en væsentlig del af beskæftigelsen, uagtet at afbrænding af kul er den værste enkeltkilde til global opvarmning. IKEA kan ikke lade være med at rydde skovene i Sibirien og Malaysia for at forsyne de kinesiske fabrikker, der bygger firmaets usolide, kassable møbler. Apple kan ikke tage sig af, at prisen for at udvinde de metaller fra sjældne jordarter, de skal bruge for at lave millioner af nye iTing hvert år, er ødelæggelsen af det østlige Congo – vold, voldtægt, slaveri og tvungne børnesoldater foruden forgiftning af lokale vandløb.[6] Monsanto, DuPont, Syngenta og Bayer Crop Science har ikke andet valg end at udrydde bier, sommerfugle, småbønder og indskrænke afgrødernes mangfoldighed for at sikre deres greb om verdens fødevareforsyning, mens de sprøjter kloden til med deres roundupper, atraziner og neonicotinoider.[7] På den måde udsletter kæmpestore koncerner liv på Jorden i løbet af en rutinepræget forretningsdag. Og jo større koncernerne vokser sig, desto værre bliver problemerne.

På Adam Smiths tid, da de første fabrikker fremstillede hattenåle, jernredskaber og tøjruller i tusindvis, betød kapitalisternes frihed til at lave, hvad de ville, ikke så meget, for de havde ret begrænset indvirkning på det globale miljø. Men i dag, hvor alting fremstilles i millionvis og milliardvis, kasseres og fremstilles på ny i morgen, og hvor kloden plyndres og forurenes for at understøtte hele denne sanseløse og meningsløse vækst, der betyder det meget.

Verdens klimavidenskabsfolk fortæller os, at vi står over for en planetarisk nødsituation. De har fortalt os siden 1990’erne, at hvis vi ikke reducerer drivhusgasudledningerne fra de fossile brændsler med 80-90 % i forhold til 1990-niveauet inden 2050, vil vi overskride kritiske vippepunkter og den globale opvarmning accelerere ud over enhver menneskelig evne til at bremse den. Men til trods for alle de kimende alarmklokker, kan intet selskab og ingen regering sætte sig op imod væksten, og i stedet trykker enhver kapitalistisk regering i verden på speederen for at øge væksten, så vi kører for fuld udblæsning over kanten til kollaps. Marxister har aldrig haft et bedre argument imod kapitalismen end denne uafvendelige og apokalyptiske »modsigelse«.

2. Løsninger på den økologiske krise er blændende oplagte, men vi kan ikke tage de nødvendige skridt til at forhindre økologisk sammenbrud, for så længe vi lever under kapitalismen, må den økonomiske vækst have forrang for økologiske hensyn; ellers vil økonomien kollapse med massearbejdsløshed til følge.

Vi ved alle, hvad der er brug for at gøre: At afskaffe udledningerne af drivhusgasser. At standse overforbruget af naturressourcer. At standse den bevidstløse forurening af jord, vand og atmosfære med giftige kemikalier. At standse produktionen af affald, som ikke kan genoptages af naturen. At standse nedbrydningen af den biologiske mangfoldighed og sikre andre arters ret til at trives. Vi har ikke brug for nogen nye teknologiske gennembrud for at løse disse problemer. I det store hele skal vi bare holde op med at gøre det, vi gør. Men vi kan ikke holde op, fordi vi alle sammen er spændt for et økonomisk system, hvor virksomhederne må vokse for at konkurrere og belønne deres aktionærer, og fordi vi alle sammen har brug for arbejdspladserne.

Klimaforandringerne som eksempel

Ifølge James Hansen, verdens mest fremtrædende klimaforsker, er dette, hvad der skal til for at redde menneskene:

»Kulstofudledningerne må udfases så hurtigt som muligt – ellers er globale klimakatastrofer det uundgåelige resultat. […] Ja, det meste af de fossile brændsler må blive liggende i undergrunden. Det er det eksplicitte budskab fra videnskaben.

Menneskeheden betræder i dag en glat skrænt. I takt med at vi fortsat pumper drivhusgasser op i luften, bevæger vi os ud på et stejlere, endnu glattere skråplan. Vi ænser tilsyneladende ikke faren, er ubevidste om, hvor tæt vi kan være på en situation, hvor et katastrofalt skred bliver praktisk taget uundgåeligt – et skred, hvor vi pludselig mister al kontrol og trækkes ind i en rivende strøm, der slynger os over en afgrund til vores død.«[8]

Men hvordan kan vi gøre det, der skal til, under kapitalismen? Efter at præsident Obamas klimaforhandlere i København, Cancún, Cape Town og Doha har vendt det døve øre til kravene om bindende grænser for CO₂-udledningerne, forsøger han nu at redde sit miljøpolitiske eftermæle ved at give sin miljøstyrelse besked om at fastsætte »skrappe« nye udledningslofter for eksisterende kraftværker, især kulfyrede kraftværker.[9] Men det vil ikke redde hans eftermæle eller, hvad vigtigere er, hans døtres fremtid, for hvor meget ville det i realiteten ændre, hvis alle kulfyrede kraftværker i USA lukkede i morgen, når USA’s kulproducenter frit kan eksportere deres kul til Kina, hvilket de gør, og når Kina bygger et nyt kulfyret kraftværk hver anden uge? Atmosfæren er ligeglad med, hvor kullet bliver brændt af. Den reagerer kun på, hvor meget der brændes af. Og hvordan skulle Obama beordre de amerikanske mineselskaber til at standse udvindingen af kul? Det ville være ensbetydende med socialisme. Men hvis vi ikke standser udvindingen og afbrændingen af kul, er kapitalens frihed og den private ejendomsret det mindste, vi får at bekymre os om.

Det samme gælder Obamas »skrappe« nye normer for brændstoføkonomi. I august 2012 pralede Obama med, at hans nye Corporate Average Fuel Economy-normer (CAFE) ville »fordoble brændstofeffektiviteten« over de næste 13 år til 19,3 kilometer per liter fra de nuværende 10,1 liter per liter, hvilket ville halvere køretøjernes CO₂-udledninger og være en stor hjælp til at »redde kloden«. Men som påpeget af Center for Biological Diversity og andre kritikere talte Obama usandt. For det første var hans såkaldte »skrappe« nye CAFE-normer så fulde af smuthuller forhandlet med bilindustrien i Detroit, at de faktisk tilskynder til mere benzinsløseri, ikke mindre.[10] Det skyldes, at normerne bygger på en glidende skala efter »køretøjets fodaftryk« – jo større bil, desto færre kilometer på literen behøver den at klare for at leve op til sin »norm«. Så faktisk er Obamas »skrappe« normer skræddersyet til at fremme det, som Detroit er bedst til: at fremstille sværvægtere som Sequoia, Denali, Sierra, Yukon, Tundra og Ticonderoga, Ramchargers og Ford F-luksus-pickupper, stærkt overvægtige Cadillac Escalade, Suburban til hele flokken af fodboldbørn og endda den 3½ ton tunge Ford Excursion – og lade disse benzinslugere leve op til »flådenormen«. Mange af disse latterligt overdimensionerede og overudstyrede monstre er over dobbelt så tunge som 1950’ernes biler og pickupper. Disse biler og »lette« lastbiler er blandt de størst sælgende køretøjer i dagens USA (General Motors’ Sierra er nr. 1), og de kører kortere på literen end amerikanske biler for et halvt århundrede siden. Cadillacs nuværende Escalade har dårligere benzinøkonomi end firmaets krombeklædte halefinnesmykkede land yachts i midten af 1950’erne! Det kan ikke undre, at Detroit mødte Obamas nye CAFE-normer med bifald i stedet for de sædvanlige fordømmelser.

Hvad ville det i øvrigt ændre, om så Obamas nye CAFE-normer faktisk fordoblede antallet af kilometer per liter – når USA’s og verdens køretøjsflåder vokser eksponentielt? I 1950 havde amerikanerne en bil for hver tre indbyggere. I dag har vi 1,2 biler for hver amerikaner. I 1950, da der var ca. 2,6 milliarder mennesker på kloden, var der 53 millioner biler på verdens veje – omkring 1 for hver 50 mennesker. I dag er der 7 mia. mennesker, men mere end 1 mia. biler, og ifølge bilbranchens prognoser forventes der at være 2 til 2,5 mia. biler på verdens veje i 2050. Kina alene forventes at have 1 milliard.[11]

Så når det kommer til stykket, kan gradvise og halvhjertede tiltag som CAFE-normerne ikke stoppe de stigende drivhusgasudledninger. Medmindre der sker et teknisk mirakel, er den eneste vej til at nedbringe bilernes udledninger at holde op med at lave dem – at presse bilproduktionen drastisk ned, især produktionen af de værste benzinslugere. I teorien kunne Obama ganske enkelt give GM ordre om at standse fremstillingen af sine enorme benzinslugere og gå over til små økonomibiler. Forbundsregeringen ejer jo faktisk firmaet! Men Detroit lever efter mantraet »stor bil – stor fortjeneste, lille bil – lille fortjeneste«. Eftersom Detroit aldrig har kunnet konkurrere med japanerne og tyskerne i småbilsmarkedet, som allerede er oversvømmet og næsten uden overskud, ville en sådan ordre bare dømme GM til betalingsstandsning, hvis ikke konkurs (igen), kaste mange arbejdere ud i arbejdsløshedskøen (og forringe værdien af GM-aktierne i finansministeriets portefølje). Så givet kapitalismen er Obama i realiteten magtesløs. Han er bundet til at fremme den endeløse vækst i produktionen af biler, og endda af de værste forurenere – og til at lyve om det hele over for befolkningen for at lappe på sit ynkelige »eftermæle«. Men ikke desto mindre: Hvis vi ikke dæmmer op for bilproduktionen, hvordan kan vi så stoppe de stigende CO₂-udledninger?

I kølvandet på de fejlslagne klimaforhandlinger fra Kyoto til Doha, som endte uden bindende grænser for drivhusgasudledningerne, skrev to forbitrede klimaforskere, Kevin Anderson og Alice Bows fra Storbritanniens førende klimaforskningscenter, Tyndall Centre, i september 2012, at vi har brug for et helt »nyt paradigme«: Regeringernes politikker må »ændres radikalt«, hvis »farlige« klimaforandringer skal kunne undgås:

»Det er på høje tid, at vi erkender, at de rige vestlige nationer i lyset af mange andre landes udviklingsbehov ikke har andet valg end omgående og voldsomt at nedskære deres drivhusgasudledninger. [Der er en] fejlagtig tro på, at hensigtserklæringerne om at holde opvarmningen under 2 grader stadig kan realiseres ved gradvise tilpasninger til økonomiske incitamenter. En CO₂-afgift her, lidt kvotehandel der, suppleret med en frivillig aftale, det slår ikke til. […] Langsigtede slutmål (f.eks. 80 % i 2050) har intet videnskabeligt grundlag. Det, der styrer fremtidens globale temperaturer og andre uønskede klimapåvirkninger, er udledningerne fra i går, fra i dag, og dem, der sker i de nærmeste år fremover.«[12]

Og videnskabsfolkene er ikke alene. I sin verdens-energiprognose fra 12. november 2012 advarer det Internationale Energiagentur (IEA) om, at trods den fossile brændselsoverflod, der aktuelt er åbnet for med fracking, horisontale boringer og boringer på dybt vand, kan vi ikke forbruge disse brændsler, hvis vi vil redde menneskene. »Klimamålet om at begrænse den globale opvarmning til 2 grader bliver vanskeligere og dyrere for hvert år, der går. […] Ikke mere end en tredjedel af de påviste reserver af fossile brændsler kan forbruges inden 2050, hvis verden skal nå 2-gradersmålet.«[13] Naturligvis kunne videnskaben tage fejl. Men hidtil har klimaforskerne konsekvent undervurderet hastigheden og voldsomheden af den globale opvarmning, og selv fremtrædende klimaforandringsbenægtere har givet op.[14]

Hasteindskrænkning eller global økologisk kollaps

Én ting er dog, når James Hansen eller Bill McKibben fra 350.org siger, at vi er nødt til at »leave the coal in the hole, the oil in the soil, the gas under the grass«, og opfordrer til »stærke nedskæringer« af CO₂-udledningerne – i abstrakte vendinger. Men tænk lige på, hvad det betyder i vores kapitalistiske økonomi. De fleste af os, selv glødende miljøaktivister, ønsker i grunden ikke at se de økonomiske konsekvenser af den videnskab, vi forsvarer, i øjnene. Derfor lyder det på miljøfolk som f.eks. Bill McKibben, som om den globale opvarmning hovedsagelig skyldes fossilt drevne elværker, så hvis vi bare »skifter til vedvarende energi«, vil det løse hovedproblemet, og så kan vi leve videre nogenlunde som i dag. Man ser da også »grøn kapitalisme«-entusiaster som Thomas Friedman og den fagforeningsstøttede »grønne job«-lobby pege på vedvarende energi, elbiler og lignende som »den næste store motor for industriel vækst« – den perfekte win-win-situation. Det er ikke en løsning, det er en illusion. For drivhusgasser produceres overalt i økonomien, ikke kun eller bare hovedsagelig af kraftværker. Globalt står fossilt dreven elproduktion for 17 % af drivhusgasudledningerne, opvarmning for 5 %, forskellig »anden« afbrænding af fossile brændsler 8,6 %, industrien 14,7 %, industriprocesser yderligere 4,3 %, transport 14,3 %, landbruget 13,6 % og arealanvendelse/ændringer i arealanvendelsen (især afskovning) 12,2 %.[15] Det betyder, at selv om vi omgående udskiftede ethvert fossilt fyret kraftværk i verden med 100 % vedvarende sol-, vind- og vandkraft, ville det kun reducere de globale CO₂-udledninger med ca. 17 %.

Medmindre et mirakuløst teknisk fiks pludselig viser sig, kan »umiddelbare og stærke nedskæringer« i produktion/forbrug af fossile brændsler derfor slet ikke sikres ved at lancere et nyt »industrivækst«-opsving på grøn energi, men kun ved at gennemtvinge en nødopbremsning i de industrialiserede lande: drastisk indskrænke og i nogle tilfælde nedlægge industrigrene, endda hele sektorer, på tværs af økonomien og kloden rundt – ikke alene producenter af fossile brændsler, men alle de industrigrene, der forbruger dem og forårsager CO₂-udledninger – biler, lastbiltransport, fly, luftfart, skibstransport og krydstogtruter, byggeri, kemikalier, plast, syntetiske fibre og stoffer, kunstgødning, industriel husdyrproduktion og mange flere.

Naturligvis har ingen lyst til at høre om det, for givet kapitalismen vil det uundgåeligt betyde en bølge af konkurser, globalt økonomisk kollaps, depression og massearbejdsløshed over hele verden. Det er grunden til, at præsident Obama i april 2013, hvor han lagde det politiske fundament for sin godkendelse af XL-rørledningen i en eller anden form, udtalte: »Politikken i det her er barsk.« Jordens temperatur er næppe »bekymring nr. 1« for arbejdere, der ikke har fået lønforhøjelse i ti år, har huset belånt til op over skorstenen, betaler 40 dollar for en fuld benzintank, ikke har råd til en hybridbil og har andre udfordringer.[16] Obama vil gerne redde Jorden, men givet kapitalismen må hans »bekymring nr. 1« være at få vækst i økonomien og skabe job. Givet kapitalismen – i dag, i morgen, næste år og ethvert år – vil den økonomiske vækst altid være den altoverskyggende prioritet – indtil vi drøner over kanten til sammenbruddet.

Nødvendigheden af benægtelse og selvbedrag

Der findes ingen teknisk løsning på dette problem, og heller ingen markedsløsning. I ganske enkelte tilfælde – elproduktion er det vigtigste – kunne et omfattende skift til vedvarende energi faktisk skarpt reducere udledningerne fra fossile brændsler i den pågældende sektor. Men hvis vi bare bruger »ren«, »grøn« energi til at drive mere vækst, forbruge endnu flere naturressourcer, så løser vi intet og vil stadig være på vej mod sammenbrud.

Landbruget er en anden sektor, hvor afhængigheden af fossile brændsler kunne reduceres kraftigt – ved at gå bort fra kunstgødning og sprøjtegifte og over til økologisk landbrug. Det er der ingen bagside ved – kun modstanden fra det landbrugsindustrielle kompleks. Men hvad resten af økonomien angår – minedrift, fremstillingsindustri, transport, kemikalier, byggeri, de fleste serviceerhverv (f.eks. turisme og reklamer), er der ingen lette erstatninger.

Inden for transporterhvervene er der f.eks. ingen soldrevne skibe, fly eller tog på tegnebrætterne. Det at producere millioner af elbiler i stedet for millioner af benzindrevne biler ville være lige så miljøødelæggende og forurenende om end på lidt andre måder, om de så alle blev drevet af solkraft.[17] At sætte biobrændstoffer i stedet for fossile brændstoffer i transporten skaber bare anderledes, men ikke mindre miljøødelæggende problemer; omlægning af landbrugsjord til at dyrke biobrændsler sætter fødevareproduktion og brændsler op mod hinanden. At omlægge regnskove, tørvemoser, savanner eller enge til at producere biobrændsler frigør mere CO₂ til atmosfæren end de fossile brændsler, de skal erstatte, og øger udryddelsen af arter.[18] Mere industrielt landbrug indebærer øget efterspørgsel på vand, kunstgødning og pesticider.

Cap and trade-modeller (dvs. kvotehandelsordninger, o.a.) kan ikke begrænse udledningerne fra fossile brændsler, for erhvervslivet forstår, selv om nogle miljøfolk ikke gør det, at »af-materialisering« er en ønskedrøm, at der ikke er nogen teknisk »win-win«-løsning, og at hvis man lægger låg på udledningerne, beskærer man væksten.[19] Eftersom en beskæring af væksten er uacceptabel for erhvervslivet, fagbevægelsen og regeringerne, er kvotehandel blevet opgivet det ene sted efter det andet.[20]

CO₂-afgifter kan heller ikke stoppe den globale opvarmning, for de lægger ikke låg på udledningerne. Derfor støttes CO₂-afgifter da også af fossile chefer som Rex Tillerson, administrerende direktør for ExxonMobil (det største private olieselskab i verden) og Paul Anderson, administrerende direktør for Duke Energy (det største elforsyningsselskab i USA). De forstår, at en CO₂-afgift ligesom andre afgifter gør det dyrere at drive virksomhed, men at de ikke lægger noget loft over væksten.[21] Exxon forudsiger, at hvad enten der er CO₂-afgifter eller ej, vil energiefterspørgslen i verden være vokset med 35 % i 2040, med 65 % i udviklingslandene, og næsten det hele vil skulle dækkes af fossile brændsler. ExxonMobil har ikke tænkt sig at »lade olien ligge« til glæde for Bill McKibben og menneskene. ExxonMobil har tænkt sig at pumpe det hele op og brænde det af så hurtigt som muligt for at berige aktionærerne.[22]

James Hansen, Bill McKibben, Barack Obama – og egentlig de fleste af os – ønsker ikke at se i øjnene, hvilke økonomiske konsekvenser det har, at vi må bremse væksten og det fossilt baserede overforbrug. Vi har alle »behov« for at leve i fornægtelse og tro på illusioner om, at CO₂-afgifter eller et eller andet teknisk fiks vil redde os, for vi ved jo alle, at kapitalismen er nødt til at vokse, hvis vi ikke skal stå uden job. Og tanken om at skifte kapitalismen ud virker så umulig, især i betragtning af, hvor stærke kræfter forandringen er oppe imod. Men hvad er alternativet? I en ikke så fjern fremtid vil det hele standse hårdt op på den ene måde eller på den anden: Enten tager vi kontrol over dette løbske lokomotiv og skruer ned for overproduktionen af fossile brændsler, eller også kører vi med toget over kanten til kollaps.

Ressourceudtømningen – et andet eksempel

Vi i de industrialiserede »forbrugerøkonomier« overforbruger ikke kun fossile brændsler. Vi overforbruger alt. Fra fisk til skove, fra mineraler til metaller, fra olie til drikkevand – vi forbruger Jorden, som om der ikke var en dag i morgen.[23] Forskere, der studerer økologiske »fodaftryk«, fortæller, at vi i de industrialiserede lande nu forbruger naturens råstoffer og evne til at optage forurening i et omfang, der svarer til 1,5 jordkloder om året, hvilket indebærer, at vi bruger naturressourcer såsom fisk, skove, vand og dyrkbar jord en halv gang hurtigere, end naturen kan regenerere dem.[24]

Ifølge Verdensbanken står de rigeste 10 % af verdens befolkning for næsten 60 % af forbrugsudgifterne, og de øverste 20 % står for mere end 76 % af det globale forbrug, mens de nederste 40 % af verdens befolkning kun står for 5 %. Selv de nederste 70 % af verdens befolkning står kun for 15,3 % af de globale forbrugsudgifter.[25] Disse 70 % ønsker og fortjener naturligvis en højere materiel levestandard. Men hvis hele verden skulle opnå dette ved at forbruge ligesom amerikanerne, skulle vi have yderligere ca. 5 planeters naturressourcer og optagelseskapacitet.[26] Overvej engang, hvad det betyder!

Tag eksemplet Kina. Ifølge en prognose fra Earth Policy Institute ved Columbia University vil Kina med en fortsat vækst på de nuværende ca. 8 % om året indhente USA i forbrug per indbygger i 2035. Men for at få naturressourcer, så Kinas over 1,3 milliarder indbyggere kan forbruge på samme måde som USA’s 330 millioner, vil kineserne – omkring 20 % af verdensbefolkningen – forbruge lige så meget olie, som hele verden forbruger i dag. De vil forbruge 69 % af verdens nuværende kornproduktion, 62 % af verdens nuværende kødproduktion, 63 % af verdens nuværende kulforbrug, 35 % af verdens nuværende stålforbrug og 84 % af verdens nuværende papirforbrug (se tabel 1 nedenfor). Men hvor i alverden vil kineserne finde ressourcerne (for ikke at tale om affaldsdrænene) til at understøtte hele dette forbrug? Kina selv har bestemt ikke ressourcerne til det. Det er derfor, kineserne er i gang med at købe planeten op. Og det er kun Kina. Hvad med de andre fire femtedele af menneskeheden? Hvad skal de forbruge i 2035?

 

Tabel 1: Årligt forbrug af nøgleressourcer i Kina og USA med fremskrivninger for Kina til 2035, sammenlignet med aktuel verdensproduktion

Vare	Enhed	Forbrug Seneste år*		Fremskrevet forbrug 2035**	Produktion Seneste år*
		USA	Kina	Kina	Verden
Korn	Mio. ton	338	424	1.505	2.191
Kød	Mio. ton	37	73	166	270
Olie	Mio. tønder pr. dag	19	9	85	86
Kul	Mio. ton olie-ækvivalent	525	1.724	2.335	3.731
Stål	Mio. ton	102	453	456	1.329
Kunstgødning	Mio. ton	20	49	91	214
Papir	Mio. ton	74	97	331	394

* »Seneste år« for korn, olie, kul, kunstgødning og papir er 2008. »Seneste år« for kød og stål er 2010.

** Fremskrevet kinesisk forbrug i 2035 er beregnet på basis af et forbrug per indbygger lig med det nuværende niveau i USA, ud fra fremskrevet BNP-vækst på 8 % om året.

Kilde: Earth Policy Institute (www.earth-policy.org/).

Kinas kapitalistiske miljømareridt

Efter at Beijing har været ved at blive kvalt af smog, har analytikere fra Deutsche Bank dystert konkluderet, at medmindre der sker ekstreme reformer, vil Kinas kulforbrug og voksende bilpark hæve forureningsniveauet med 70 % frem til 2025. De siger, at selv om Kinas økonomiske vækst gik ned til 5 % om året, ville dets årlige kulforbrug stadig stige til 6 mia. ton i 2022 fra de nuværende 3,8 mia. ton. Bilparken forventes at vokse over årene til 400 mio. biler i 2030 fra de nuværende 90 mio. Med disse to tal bliver det meget vanskeligt for regeringen at nedbringe partikelforureningen. Det nationale gennemsnit for forurening med fine partikler (PM2,5, dvs. så små, at de optages i blodet) er 75 mikrogram per kubikmeter. I januar 2013 nåede PM2,5-niveauet i Beijing op på 900 mikrogram per kubikmeter.

De eksisterende reserver af olie, mineraler og andre ressourcer rundt om i verden »udtømmes allerede i et forfærdende tempo«, som Michael Klare påpeger i sin bog The Race for What’s Left, »og de vil i vidt omfang være udtømt i en ikke særlig fjern fremtid«. Denne situation får mineselskaberne ud i kontinenternes afkroge, ned på bunden af oceanerne og til Arktis. Vi løber tør for klode, der kan udplyndres, så hurtigt, at seriøse folk som Googles Larry Page og Eric Schmidt har indgået samarbejde med filminstruktøren James Cameron om at få livet til at efterligne kunsten, for at udforske muligheden for minedrift på asteroider og nære planeter. Avatar – den perfekte kapitalistiske løsning på ressourceudtømningen (men marinesoldaterne vil være kinesiske).[27]

»Vilde kendsgerninger« og uantastede antagelser

I den etablerede samfundsdebat tages det uden videre for givet af videnskabsfolk som James Hansen, miljøfolk som George Monbiot samt selvfølgelig direktører og præsidenter, at efterspørgslen på alt må vokse i det uendelige, at økonomierne må blive ved med at vokse. Det er derfor, Hansen, Monbiot, James Lovelock og andre fortæller os, at uanset Fukushima er vi »nødt til« at gå over til atomkraft i energiproduktionen. I deres øjne er menneskebefolkningen på vej mod 9 milliarder, og alle disse milliarder vil gerne forbruge som amerikanerne, så vi får brug for mere strøm til deres vaskemaskiner, luftkonditioneringsanlæg, iPad, tv’er og (elektriske) SUV-biler. Vi kan ikke brænde mere fossilt brændsel af for at producere denne strøm, for det vil overophede planeten. Vedvarende energi er fint, men kan ikke pålideligt og overalt dække den ubønhørligt voksende efterspørgsel på »grundlast«-strøm døgnet rundt. Og derfor siger de, at vi ikke har »andet  valg« end at vende os mod atomkraften. (Og hvad kan der for øvrigt gå galt med de »nyeste«, »sikreste«, »fjerde genereations«-reaktorer? Ja, hvad mon?)[28]

Men ingen af disse folk dvæler ved det åbenlyse spørgsmål: Hvor skal alle ressourcerne komme fra til at holde det umættelige forbrug i gang i global målestok? I det kapitalistiske ordforråd er der ikke noget, der hedder »for meget«. Ordet »overforbrug« kan ikke findes i lærebøgerne på økonomistudiet, bortset fra som en midlertidig markedsafvigelse, som hurtigt vil blive rettet op, når den »perfekte konkurrence« bringer udbud i overensstemmelse med efterspørgsel, og mangler og overskud forsvinder ned i forbrugerens spiserør. Den kendsgerning, at vi lever på én lille planet med endelige ressourcer og dræn, ligger uden for den kapitalistiske forestillingsevne, for, som Herman Daly plejede at sige: Miljøvirkelighedens »vilde kendsgerninger« knuser deres underliggende præmis om holdbarheden af endeløs vækst på en endelig planet.

Derfor må ubekvemme fakta benægtes, undertrykkes eller ignoreres. Og det bliver de. Da klimaforskere den 10. maj 2013 offentliggjorde endnu en »vild kendsgerning«, at koncentrationen af varmeopfangende CO₂ i atmosfæren havde passeret den længe frygtede 400 ppm-milesten med de faretruende følger, det har for os alle, blev det mødt med total tavshed fra verdens økonomiske og politiske eliter. Præsident Obama havde travlt med at forberede sin egen meddelelse – om sin indsats for øget naturgaseksport i form af et nyt 10 mia. dollar dyrt kæmpeanlæg til udskibning af flydende naturgas: Freeport LNG i Texas. Obamas energiministerium gav Freeport LNG grønt lys, fordi det »mente, at de forventede gevinster ved at eksportere energi vejede tungere end hensyn til mulige ulemper«. Det kom ikke som nogen overraskelse. Freeport LNG-chefen Michael Smith forudså ingen bagsider eller nogen ændring i Obamas prioriteringer. Han udtalte: »Jeg håber, at dette betyder, at flere anlæg vil blive godkendt i rette tid, helst snart. Landet har brug for disse eksporter af hensyn til beskæftigelse, handel og geopolitiske forhold.«[29] Så selv om de fleste amerikanere inderst inde forstår, at fracking er katastrofal for kloden og endda selvmorderisk for deres egne børn i det lange løb, er de i nutiden nødt til at betale afdrag og tanke bilen op, og kan dermed dårligt gøre andet end at leve i fornægtelse og støtte fracking.[30] Og sådan kører vi videre, ned ad glidebanen.

Ingen stopper op og spørger, hvad det dog alt sammen skal gøre godt for. Hvorfor har vi »behov« for alle de ting, vi producerer med al denne energi? Det er på høje tid, at vi begynder at stille dette spørgsmål. Økonomerne fortæller os, at to tredjedele af USA’s egen økonomi er rettet mod produktion af forbrugsgoder og tjenesteydelser. Vist behøver vi mad, tøj, boliger, transport og energi til at holde det hele gående. Men som Vance Packard skarpsindigt observerede for et halvt århundrede siden, fremstilles det meste af det, selskaberne laver i dag, ikke at hensyn til folks behov, men af hensyn til selskabernes behov for at sælge til folk: Fra overklasseforbrugets stadig mere uanstændige og formålsløse udtryk – Bentleyer og Maseratier, Bergdorf Goodman-designerkollektioner, penthouselejligheder, feriesteder, landsteder, yachter og jetfly – til den endeløse strøm af modetøj, kosmetik, møbler, biler, »forbrugerelektronik« og andre massemarkedsvarer drevet af indbygget forældelse, de bugnende 1000 kaloriers Big Mac med fritter, de fedladne og overudstyrede SUV’er og »light trucks«, de stadig større seriefremstillede villaer for stadig mindre middelklassefamilier, centrale luftkonditioneringsanlæg for hele huset, fladskærms-tv’er i hvert værelse, iTing i hver hånd, det billige »fast fashion«-tøj fra H&M, billigt nok til at smide ud i stedet for at vaske[31], de intetsigende og forbløffende forurenende fly- og krydstogtferier og alle butikscentrene, kontorkomplekserne, vareindpaknings- og transporterhvervene, leverandørerne af uønskede mails, magasiner og kataloger, reklame-, bank- og kreditkortfirmaerne, der holder denne vedvarende forbrugsmaskine snurrende, for ikke at nævne våbenindustrien, som ikke er andet end overlagt spild og ødelæggelse.

Jeg vil gætte på, at mindst tre fjerdedele af alle de varer og tjenesteydelser, vi producerer i dag, ganske enkelte ikke behøver at blive produceret. Det er ét stort ressourceslugende, forurenende spild. Mine forældre levede nogenlunde komfortable arbejderklasseliv i 1940’erne og 50’erne uden halvt så mange af disse ting, og de boede ikke i huler. Vi kunne alle leve gladere, bedre, mere meningsfyldte liv uden alt dette ragelse – og vi har ikke behov for stadig mere energi, fra hverken den ene eller anden kilde, for at producere det. Vi kunne lukke alle de kulfyrede elgeneratorer rundt om i verden, hvoraf de fleste, især i Kina, i dag leverer strøm til produktionen af overflødigt og udsmidningsklart bras, som vi ikke har brug for, og erstatte dem med… ingenting! Det ville være en bæredygtig løsning. Det samme gælder atomkraften. Siden 1960’erne har Japan bygget 54 atomkraftværker. Men de blev ikke så meget bygget for at forsyne japanerne med elektricitet (befolkningstallet er dalende) som for at forsyne Japans mægtige industrieksportmaskine, der producerede alle disse kortlivede gameboys, tv’er, Toyotaer og Hondaer, som verden ikke har brug for og ikke længere har råd til at »forbruge«.

Vækst uden ende eller reparér, ombyg, opgrader og genbrug?

For eksempel har vi i grunden ikke behov for en global bilindustri. I hvert fald behøver vi ikke en industri, der sprøjter hundreder af millioner af biler ud hvert år, fordi industrien bygger på princippet om indbygget forældelse, på umætteligt gentaget forbrug, på reklamer og på skrotningsstøtteordninger, der skal få en til at destruere sin fuldt velkørende bil for at købe en ny, bedre, større, mere luksuriøs model, som i realiteten er cirka den samme, sommetider dårligere end den, man lige har kasseret. Hvad vi har brug for, er en anden tilgang til transport. For at opbygge et bæredygtigt transportsystem vil vi skulle omdirigere de fleste ressourcer fra bilproduktion til offentlig transport, tog, busser og cyklisme. Men selvfølgelig er cykler og offentlig transport ikke praktisk anvendelige overalt og til enhver opgave, navnlig for dem, der bor i periferien eller på landet eller i udviklingslandenes landsbyprægede samfund. Så vi vil stadig have brug for en vis mængde biler og lastbiler – blot langt færre, hvis vi »afvækster« økonomien for kun at producere efter vores behov i stedet for efter profit.

Som VW viste med »Boblen«, kan ordentligt designede og byggede biler være solide, men enkle, økonomiske i drift, lette at servicere og reparere, endda med »gør det selv«, til enhver tid mulige at ombygge og opgradere efter behov. Jeg foreslår ikke, at et økosocialistisk samfund skal fremstille netop denne »folkevogn«. Vi har brug for noget med moderne sikkerhedsegenskaber. Men i den udstrækning vi vil have brug for biler i et bæredygtigt samfund, vil vi kunne spare umådelige ressourcer og drivhusgasudledninger ved at producere langt færre biler og lade dem køre i årtier. Ved at reducere den globale bilproduktion til i omegnen af 10 % af den nuværende produktion – og deles om de biler – ville vi ikke alene spare enorme ressourcer og eliminere massiv forurening, men også frigøre arbejdskraft og ressourcer til andre anvendelser. Lad os forkorte arbejdsdagen – og holde længere ferier!

Det samme gælder for alle slags industrier

Apple kunne sagtens bygge iPhones og iMacs i klassisk tidsløst design, der kunne holde i årtier, og som let kunne opgraderes. Det ville spare bjerge af ressourcer for ikke at tale om congolesiske børns og Foxconn-samlebåndsarbejderes liv. Men hvor meget profit er der i dét? En sådan human og miljømæssigt rationel tilgang ville Apple aldrig kunne retfærdiggøre over for sine aktionærer, for aktionærer (som befinder sig flere led væk fra ressourceforsyningsprocessen og egentlig ikke gider kende til den) er kapitalistisk rationelt ude efter at maksimere udbyttet af deres porteføljer, ikke efter at maksimere deres firmas produkters levetid, for slet ikke at tale om congolesere og kineseres levetid. Med dette for øje skal du overbevises om, at din G4-telefon ikke er god nok, at du har »behov« for en iPhone5, fordi du har brug for en telefon, der kan streame film, kan tale til dig m.m., og næste år vil du skulle have en iPhone6. Og selv om du har en iPad3, vil du snart have »behov« for en iPad4, plus en iPad Mini, og hvordan vil du kunne leve uden iTV? Denne uophørlige, eksponentielt voksende efterspørgsel efter den seneste model af korttidsholdbare elektronikdimser ødelægger samfund og miljø fra Congo til Kina.

IKEA kunne sagtens fremstille smukt designede, solide højkvalitetsmøbler, der kunne holde et helt liv, som kunne gå i arv til dine børn eller gives videre til venner eller sælges videre af antikhandlere. Det ville spare sibiriske skove, søer af kunstige farvestoffer og lak og store mængder af andre ressourcer. Men hvorfor skulle de gøre det? IKEA driver ikke forretning for at lave møbler eller redde Jorden. IKEA driver forretning for at tjene penge. Som Ingvar Kamprad, grundlægger af IKEA, for længe siden opdagede, er vejen til at maksimere profitter (ud over at benytte sig af halv-slaveagtig tvangsarbejdskraft i stalinistiske regimer og flytte sit »svenske« firma fra høje skatter i Sverige til lave skatter i Holland og Schweiz[32]) at billiggøre produktionen benhårdt ved, blandt andre taktikker, at levere fladt pakkede korttidsholdbare spånplademøbler i overensstemmelse med markedsføringens jernlov om at sælge »den billigste konstruktion til det korteste interval, kunderne vil tolerere«, så IKEA kan hugge flere sibiriske birketræer og sælge dig den samme tarvelige 59 dollar-bogreol igen, som vil holde lige så længe som den første – måske lidt længere denne gang, hvis du ikke stiller for mange bøger på de skrøbelige hylder.

Som en IKEA-reklame instrueret af Spike Jonze fortæller os: »En gammel lampe (eller bogreol eller bord) har ingen følelser; ethvert møbel kan og bør udskiftes når som helst.« Reklamen – og hele IKEA’s tilgang – antyder, at genstande ikke har nogen varig betydning eller værdi. De kan kasseres, når vi bliver trætte af dem, vi skal bare smide dem ud.[33] Det var på den måde, IKEA blev verdens tredjestørste forbruger af træ, det meste af det fra Østeuropa og det russiske Sibirien, hvor halvdelen af skovhugsten ifølge Verdensbanken er ulovlig selv efter det russiske kleptokratis normer for lovlighed. IKEA’s datterselskab Swedwood er endda blevet fordømt af russiske naturværnsorganisationer og Global Forest Coalition for årligt at have ryddet 566 hektar 200 til 600 år gammel skov nær den finske grænse, hvilket »har dybe eftervirkninger på uvurderlige skovøkosystemer«.[34] Sådan udslettes liv af IKEA’s forretningsplan baseret på endeløst »gentaget forbrug«. Den kapitalistiske frihed til at fremstille den slags bras ville ikke betyde noget – hvis det ikke kostede Jorden.[35]

Givet kapitalismen er der ingen mulighed for gennem incitamenter at få GM til at holde op med at producere nye biler hvert år, IKEA til at holde op med at fremstille sine korttidsholdbare møbler eller Apple til at holde op med at presse på for, at du skal skifte din iPhone 4 og købe en 5’er. Det er det, deres forretning går ud på. Selskaberne kan ikke forandre sig eller forandre sig særlig meget, for det er for dyrt, for risikabelt, aktionærerne vil ikke tillade det. Og givet kapitalismen har de fleste arbejdere det meste af tiden ikke andet valg end at støtte hele dette selvmorderiske overforbrug, for hvis vi holdt op med at shoppe for at redde kloden i dag, ville vi alle stå uden arbejde i morgen.

Kapitalisme og délastage i verdens rigeste land af fattige

Mens store selskaber udplyndrer planeten for at overproducere ting, vi ikke har brug for, forbliver store sociale, økonomiske og økologiske behov udækkede: boliger, skoler, infrastruktur, sundhed, miljøgenopretning – selv i den industrialiserede verden, mens det meste af den tredje verden mangler selv grundlæggende sanitære installationer, rent vand, skoler, sundhedspleje, økologisk genopretning, for ikke at tale om job.[36] Efter 300 års kapitalistisk »udvikling« har kløften mellem rige og fattige aldrig været dybere: I dag lever næsten halvdelen af verden, over 3 milliarder mennesker, for under 2,50 dollar om dagen, og 80 % af lever for under 10 dollar om dagen. Samtidig ejes 40 % af verdens rigdom af den rigeste 1 %. De rigeste 10 % ejer 85 % af verdens samlede aktiver, mens halvdelen af verden knap nok ejer 1 % af den globale rigdom. Og disse kløfter er kun blevet dybere med tiden.[37] Hvor var det lige, Karl Marx tog fejl?

I Congo, et af klodens frodigste, mest frugtbare lande med umådelige naturrigdomme i form af mineraler, tømmer, tropiske afgrøder m.m., røves ressourcerne dagligt for at understøtte vildt overforbrug i Nord, mens fattigdom, sult og fejlernæring er så udbredte, at Congo står nederst i Global Hunger Index 2011 – et mål for fejlernæring og børneernæring beregnet af International Food Policy Research Institute. Mens europæiske og amerikanske koncerner røver landets kobber, kobolt og coltan til brug i iPhones og lignende, får halvdelen af befolkningen kun mad én gang om dagen, og en fjerdedel mindre end det. Det er kommet så vidt i bl.a. hovedstaden Kinshasa, at forældre kun har råd til at give deres børn mad hver anden dag. Congoleserne kalder det »délastage« – en ironisk henvisning til de rullende strømafbrydelser, der rutinemæssigt rammer først ét kvarter, så et andet. I denne sammenhæng betyder det: »I dag har vi mad! I morgen har vi ikke.« »Nogle dage får nogle børn mad, og andre får ikke,« fortalte en indbygger New York Times’ reporter. »Andre dage får alle børnene mad, men ikke de voksne. Eller omvendt.«[38] Dette sker i det 21. århundrede, i et af de ressourcerigeste lande på Jorden.

Nedtrapning eller kollaps

Hvis der ikke findes nogen markedsmekanisme til at standse udplyndringen af planeten, hvilket alternativ er der så andet end at gennemtvinge en nød-nedtrapning af ressourceforbruget? Det betyder ikke, at vi vil skulle afindustrialisere og gå tilbage til at rejse på hesteryg og bo i tømmerhytter. Men det betyder, at vi vil skulle opgive »forbrugerøkonomien« – lukke ned for alle mulige unødvendige, uøkonomiske og forurenende industrier fra junkfood til krydstogtskibe, fra engangs-Pampers til engangs-H&M-tøj, engangs-IKEA-møbler, endeløse nye modeller af biler, telefoner, elektroniske spil osv. Plus alle bankforretningerne, reklamerne, det meste detailhandel osv. Vi vil skulle nyindrette produktionen fuldkommen for at erstatte hurtig, næringsfattig mad med sund, nærende, frisk »slowfood«, erstatte »fast fashion« med »slow fashion« og bringe reparation, omforandring, lokale skræddere og skomagere tilbage. Vi vil være nødt til at redesigne produktionen af apparater, elektronik, husholdningsartikler, møbler osv., så de bliver så robuste og langtidsholdbare som muligt. Giv os reparatørerne tilbage. Vi vil være nødt til at afskaffe de industrier, der producerer engangsartikler, emballage- og plasticpose-industrikomplekset, genindføre genbrugsflasker og lignende. Vi vil skulle designe og bygge boliger, som kan holde i århundreder, og sådan at de er så energieffektive som muligt og desuden egnede til deling og til ændringer i rumfordelingen. Vi vil være nødt til kraftigt at udvide den offentlige transport for at bremse brugen af biler, men også bygge de biler, vi faktisk har brug for, til at holde og kunne deles ligesom Zipcar eller Paris’ kommunalt ejede »Autolib«-deleelbiler. Det er den slags ting, vi vil skulle gøre, hvis vi virkelig ønsker at stoppe overforbruget og redde verden. Alle disse forandringer er enkle, selvindlysende og ingen stor teknisk udfordring. De kræver bare en helt anden slags økonomi, en økonomi rettet mod at producere, hvad vi har behov for, og mod at bevare ressourcerne for fremtidige generationer af mennesker, og for andre arter, som vi deler denne planet med.

3. Hvis kapitalismen ikke kan lade være med at ødelægge verden, er der så andet alternativ end at nationalisere og socialisere det meste af økonomien og planlægge den direkte, inklusive det meste af den globale industriøkonomi?

Med 7 milliarder af os mennesker klumpet sammen på en lille planet, der er ved at løbe tør for ressourcer, med storbyer, der forsvinder under store skyer af forurening, med gletsjere og iskapper, der smelter, og med arter, der uddør time for time, har vi desperat brug for en plan for at afværge økologisk sammenbrud. Vi har brug for en samlet global plan, en række nationale eller regionale planer og en mængde lokale planer – og vi er nødt til at koordinere dem indbyrdes.

Når klimavidenskabsfolk opfordrer regeringerne til at sænke CO₂-udledningerne for at holde sig inden for et globalt »klimabudget« og dermed bevare en klode egnet til liv, er det så ikke i praksis at opfordre til »planlægning«, endda planlægning i global målestok? Når regeringer pumper penge ind i forskningsprojekter for f.eks. atomkraft, biotek, internet eller ren energi, er det så ikke planlægning? Når videnskabsfolk siger, at vi er nødt til massivt at reducere og begrænse forbruget af olie, kul, træer, fisk og alle slags sparsomme ressourcer eller standse kemikaliedumping i verdenshavene, er det så ikke i praksis fysisk planlægning og rationering? Og er det ikke noget, vi gerne vil have?

Og siden vi alle indånder den samme luft, lever i den samme biosfære, ønsker og behøver vi da ikke i virkeligheden noget i retning af en »verdensregering«, i det mindste på miljøspørgsmål? Hvordan kan vi ellers regulere menneskehedens kollektive påvirkning af den globale biosfære? Hvordan kan vi omorganisere og omprioritere økonomien til fælles bedste og miljømæssigt rationelt, hvis ikke i en hovedsagelig planlagt og hovedsagelig offentligt ejet økonomi?

Hvad vil vi skulle gøre for at redde menneskene?

Hvis vi ønsker en bæredygtig økonomi – en, der »opfylder de nuværende behov uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare«[39], så er det nødvendigt, at vi gør det følgende helt eller delvist:

1. Brems den i dag ukontrollerede vækstidet globale Nord–skær ned på eller luk unødvendige,ressourcesløsende, uøkonomiske, forurenendeindustrier såsomfossile brændstoffer, biler, fly og flyselskaber, skibstransport, kemikalier, flaskevand, forarbejdede fødevarer, unødvendige medicinalvarerog så videre.Afskafluksusvareproduktion, mode, smykker, tasker, palæer, Bentleyer, yachter,private jetfly Afskaffremstillingaf produkter, der er beregnede til kort holdbarhed, udsmidning og »gentaget forbrug«. Alle disseforbrugerressourcer, som er ved at slippe op, ressourcer, som andre mennesker på planetendesperat har brug for, ogsom vores børnogbørnebørn får brug for.
2. Nedlæg skadeligeindustrielleprocesser såsom industrielt landbrug, industrifiskeri, skovhugst,minedrift
3. Lukfor en lang række tjenesteydelser: banksektoren, finanscentre,kreditkort-, detailhandels-, PR-og reklame-»industrierne«, som er bygget til atgarantereog fremme hele detteoverforbrug. Jeg er sikker på, atde fleste af demennesker, der arbejderidisse såkaldteindustrier, hellere ville gøre noget andet med deres liv, noget nyttigt, kreativt, interessantog personligtDe fortjenerat få chancen.
4. Afskaf det militær-/overvågnings-/politistats-industrielle kompleksog alle detsproduktioner, da dette er et totaltspild,hvis eneste formål erglobal dominans, terrorisme og ødelæggelsei udlandet ogundertrykkelseVi kan ikke opbyggeordentligesamfundnoget sted, når så meget afdet socialeoverskudødes bort på den slags.
5. Omorganisér, omstrukturér,omprioritérproduktionen, ogfremstil de produkter, vi faktisk har brug for, så de er så holdbareog så lette at delesom muligt.
6. Styr investeringer over til ting,samfundet har behov for, som f.eks. vedvarende energi, økologisklandbrug,offentlig transport, offentlig vandforsyning, miljøoprydning, folkesundhed, kvalitetsskolerogandreaktuelt udækkede behov.
7. Afglobalisér handelen for atproducere, hvad der kan produceres lokalt, og handle, hvad der ikke kanproduceres lokalt, for at mindsketransportforureningenog genoplivelokale producenter.
8. Udjævn udviklingenverden overved at flytteressourcerbort fra unyttig ogskadeligproduktioni Nord og over mod udvikling iSyd: opbygning af grundlæggende infrastruktur, sanitæresystemer, offentlige skoler, sundhedspleje osv.
9. Udvikl enrationel tilgangtil at eliminereog/eller kontrollereaffald og giftstofferså meget som muligt.
10. Sørg for nye, lige så gode job til de arbejdere, der berøres af indskrænkning eller lukning af unødvendige eller skadelige industrier – der er brug for dem alle for at understøtte de industrier, vi behøver for at reddeos selv.

»Nødvendigt« eller »unødvendigt« – hvem afgør, hvad der er hvad?

Vi kan måske alle være enige om, at vi må skære ned på »overforbruget« for at redde menneskene. Men hvem kan afgøre, hvad der er »nødvendigt« og »unødvendigt«? Hvordan beslutter vi, hvad der skal skæres ned på? Og hvem skal bestemme? Under kapitalismen udmåles varer og tjenesteydelser af markedet. Men det er ikke bæredygtigt, for markedet kan ikke begrænse forbruget, markedet kan kun sætte skub i forbruget. Så vi har brug for en ikke-markedstilgang. Jeg påstår ikke, at jeg har alle svarene. Dette er et stort spørgsmål, og jeg er sikker på, at der er andre, som er mere kvalificerede end jeg til at udtænke løsninger. Men jeg vil mene, at det korte svar er nødt til at være en kombination af planlægning, rationering og demokrati. Jeg kan ikke se, hvorfor det skulle være så svært. USA’s regering planlagde væsentlige dele af den amerikanske økonomi under Anden Verdenskrig og rationerede mange varer og tjenesteydelser. Og vi klarede os udmærket. Amerikanerne led ikke unødige afsavn og var stolte over at spare på ressourcerne og dele. Og hvad er for resten alternativet? Hvilket andet valg har vi? Der er ikke så mange måder at organisere en moderne industriel økonomi på.

At foretage fysisk planlægning af verdensøkonomien i de 99 procents interesse i stedet for den ene procent byder på mange udfordringer: at omorganisere og omprioritere verdensøkonomien for at sørge for tilstrækkelig, næringsrig, sikker og lækker mad til alle, at sikre hvert menneske en bolig af høj kvalitet, behagelig og æstetisk tiltalende, at konsolidere vores byer for at maksimere muligheden for offentlig transport, at bygge fremragende skoler, som giver hver elev og studerende muligheden for at indfri sit fulde potentiale, at levere sundhedspleje af høj kvalitet til alle på planeten, at omorganisere og omprioritere arbejdet, så alle kan finde konstruktivt, fornøjeligt, interessant, udfordrende og arbejde, der er givende på mange andre måder end blot lønnen ved også at give sjov, oplysende og inspirerende underholdning, at forkorte arbejdsdagen, så folk rent faktisk kan få tid til at have det godt og hellige sig andre fornøjelser, samtidig med at vi begrænser vores kollektive menneskelige indvirkning på Jorden, så vi efterlader plads og ressourcer til alle de andre forunderlige livsformer, som vi har glæden af at dele denne unikke og fantastiske planet med.

Det er alt sammen store udfordringer – politiske udfordringer, men det er ikke en økonomisk udfordring. Vi befinder os ikke i Sovjetrusland anno 1917. Jeg foreslår ikke maoistisk spartanskhed. I dag er der mere end nok rigdom og produktionskapacitet til at forsyne hvert menneske på kloden med en meget tilfredsstillende materiel levestandard. Selv for mere end et halvt århundrede siden var det sandt, da Gandhi sagde, at »der er mere end nok rigdom til menneskets behov, men aldrig nok til nogle menneskers grådighed«. Jeg tvivler endda på, at det vil være en særlig stor teknisk udfordring. Googles Larry Page forudsiger, at stort set alle i verden vil have adgang til internettet i 2020. At bestemme omfanget af menneskelige behov, globale ressourcer og globale landbrugs- og industrikapaciteter vil jeg mene er en ret triviel opgave for nutidens computere med alle deres algoritmer.

Kan planlægning ikke fungere?

Højreorienterede økonomer som Milton Friedman benægtede selve muligheden af at planlægge en økonomi og satte lighedstegn mellem enhver planlægning og stalinisme. Den køber jeg ikke. Spørgsmålet er: Planlægning af hvem og for hvem? Den stalinistiske centralplanlægning var planlægning oppefra og ned, af og for et totalitært bureaukrati. Den holdt arbejderne og resten af samfundet fuldstændig ude af planlægningsprocessen. Så det er ikke særlig overraskende, at planlægningen ikke fungerede så godt i USSR. Men jeg kan ikke se, hvad det fortæller os om potentialet i planlægning nedefra og op, altså i demokratisk planlægning.

Desuden bedriver kapitalisterne ustandselig indirekte planlægning af de nationale og globale økonomier. De mødes hvert år i Davos for at forme verdensmarkedet til deres fordel. Bag lukkede døre laver de aftaler om at privatisere sygehuse, skoler og offentlig transport og om at købe »deres« vand eller spise GMO-fødevarer. De bruger IMF og Verdensbanken til at lægge gældsramte lande i lænker og dernæst åbne dem for amerikanske selskabers overtagelse. De har i århundrede brugt deres stater til at ekspropriere bønder og stammer, om nødvendigt udrydde dem som i Nord- og Sydamerika, til at stjæle og privatisere fælles jorder, sønderbryde prækapitalistiske samfund, omorganisere og omplanlægge hele kontinenter for at etablere det rette »forretningsklima« for kapitalakkumulation. Sent udviklede lande som Japan og Sydkorea brugte MITI (det japanske ministerium for international handel og industri, som i en periode kørte det meste af Japans industripolitik, finansierede forskning og styrede investeringer, o.a.) og chaeboler (sydkoreanske industrikonglomerater såsom Samsung, Hyundai og LG, o.a.) til at fyre op under deres egne industrier, beskytte dem og planlægge deres integration i verdensmarkedet strategisk. Kapitalister er rigtig gode til at planlægge – efter deres egne interesser. Så hvorfor kan vi ikke planlægge økonomien efter vores egne interesser?

Kan staten ikke »udvælge vindere«?

Perfide forsvarere af kapitalismen såsom Wall Street Journal er hurtige til at fordømme alt, hvad de opfatter som statsstøttede »fiaskoer« – f.eks. solcellefirmaet Solyndra, der gik fallit efter at have fået statsstøtte under Obama – som bevis for, at »staten ikke kan udvælge vindere«. Men Solyndra gik ikke ned, fordi solenergi er en taberteknologi. Det gik ironisk nok ned, fordi det som kapitalistisk firma ikke kunne klare sig i konkurrencen med mindre omkostningstyngede statsejede, statsdirigerede og statssubsidierede firmaer i Kina.

Heller ikke kapitalister har nogen krystalkugle. Direktører og selskabsbestyrelser satser gang på gang pengene på »tabende« teknologier og produkter. Se blot på sammenbruddet for elbilvirksomheden Fisker Automotive eller Better Place, det israelske ventureselskab inden for elbilbatterier og ladestationer.[40] De føjer sig til en lang liste af forfejlede satsninger fra Sonys Betamax til Polaroid, Fords Edsel, Tucker Automobile, DeLorean Motor Company og hele vejen tilbage til White Star Lines Titanic og tulipanboblen. Direktører og bestyrelser vælger ikke alene taberteknologi og -produkter, det sker også dagligt, at de taber penge for deres aktionærer og kører selv fremgangsrige selskaber i sænk: Jamie Dimon i JP Morgan, Lehman Brothers, Washington Mutual, Enron, World Com, Pan Am, SwissAir og så videre.

Det statsstøttede Solyndra tabte 500 mio. dollar. Men da Jamie Dimon tabte 12 mia. dollar for JP Morgan, hørte jeg ikke Wall Street Journal hyle, at kapitalister »ikke kan udvælge vindere«. Da Enron kollapsede, hørte jeg ikke nogen generel fordømmelse af den private sektors »uundgåelige inkompetence«. Hykleriet trives blandt kapitalister, dovne medier og faktaresistente borgerlige økonomer, som prøver at få kendsgerningerne til at passe med deres ensporede model. Derfor er det typisk, at Wall Street Journal aldrig har gidet rose staten, når den har valgt uomtvistelige vindere: når statsstøttet, statsdirigeret anvendt forskning har frembragt atomvåben, atomenergi, radar, raketter, jetmotoren, transistoren, mikrochippen, internettet, GPS og afgørende gennembrud inden for bioteknologi, da statsansatte videnskabsfolk og statslige industrier lancerede Apollo-rumfartøjerne, der sendte mennesket til Månen, da statsligt udviklede og producerede ballistiske missiler terroriserede Sovjetunionen og statsligt designede og betjente bombefly bombede de røde i Korea og Vietnam for at »inddæmme kommunismen« og sikre amerikansk dominans i den Frie Verden til fordel for de selskaber, der abonnerer på Wall Street Journal – hvor var da råbene om, at »regeringen ikke kan plukke vindere«? Da det statslige NASA’s rumskib efter en otte år lang, afsindig vanskelig, kompleks og risikofyldt 150 millioner kilometers rejse satte Curiosity, et (statsligt bygget) topmoderne laboratorium på størrelse med en Mini Cooper, ned på Mars’ overflade inden for to kilometer af dets mål, hvorpå det straks drog ud for at udforske sine nye omgivelser, blev selv de Ayn Rand-forelskede, statshadende republikanere i Kongressen tavse af beundring. Som det hed i David Sirotas overskrift på Salon.com den 13. august 2012, lige efter at Curiosity landede på den røde planet: »Læren fra Mars: Staten virker!« Og her i skrivende stund, april 2013, næsten et år senere, kører den statsdrevne Mars Explorer muntert omkring og borer kerneprøver op for at finde ud af, om der er eller har været vand og måske endda liv på Mars – alt imens Shell Oils privatkapitalistisk drevne arktiske boreplatform er grundstødt i et arktisk uvejr og nu bugseres væk til reparation i Asien, og Shell Oils aktionærer genovervejer deres administrerende direktørs visdom, når det gælder om at »udvælge vindere« ved at ødsle 5 mia. dollars væk ved at bore efter olie under polarisen.[41]

Én planet, ét folk, én økonomi til fælles bedste

Vi er, på godt og på ondt, et pænt stykke inde i det, som videnskabsfolk kalder »Antropocæn«. Det er ikke længere Naturen, der styrer Jorden. Det er os. Så hvis vi trods alt kun er »ét folk på én planet«, er det på tide, at vi begynder at træffe bevidste og kollektive beslutninger om, hvordan vores økonomiske aktivitet påvirker den naturlige verden – og hermed menes ikke »geo-engineering« af planeten, hvor man f.eks. pakker gletsjere ind i sølvpapir for at bremse deres smeltning, mens kapitalismen fortsat opvarmer og udplyndrer kloden.

Siden kapitalismens opkomst for 300 år siden er stadig større dele af verden blev underlagt markedsanarkiets princip, Adam Smiths læresætning om, at hvis blot hvert individ fremmer sin egeninteresse mest muligt, vil den »offentlige interesse«, almenvellet, klare sig selv. Det har ikke fungeret så godt. Det har altid været en dum teori, men den har virket fint for den ene procent, der oftest kunne klare sig uden fællesskaberne. For resten af os gælder: Jo mere kapitalisme, desto værre for almenvellet. Og nu ødelægger det globaliserede markedsanarki ikke alene menneskehed og samfund, men også selve livet på Jorden.[42]

Problemet med Adam Smiths teori er, at summen af private interesser ikke svarer til den offentlige interesse. De problemer, vi står over for med hensyn til Jordens miljø og økologi, kan ikke løses ved individuelle valg i markedet. De fordrer kollektiv demokratisk kontrol over økonomien for at prioritere mellem samfundets, miljøet, andre arters og fremtidige generationers behov. Det kræver lokal, national og global økonomisk planlægning for at omorganisere verdensøkonomien og flytte om på arbejdskraft og ressourcer med disse formål for øje. Og det kræver en økonomi med garanteret fuld beskæftigelse, for hvis vi er nødt til at lukke ExxonMobil, GM, Monsanto[43], Walmart osv. ned for at redde verden, er vi også nødt til at sikre tilsvarende eller bedre job til alle de afskedigede arbejdere – ellers vil de ikke støtte det, vi alle er nødt til at gøre for at redde os selv.

Økosocialisme og redning af små virksomheder

Dette betyder på ingen måde, at vi vil skulle nationalisere lokale restauranter, familielandbrug, landmandsmarkeder, håndværkere, købmandsforretninger, bagerier, reparationsværksteder, arbejderkooperativer og lignende. Små selvforvaltende producenter baseret på simpel reproduktion ødelægger ikke verden. Det gør derimod store kapitalistiske investorejede selskaber baseret på umættelig akkumulation. Så de vil skulle nationaliseres, mange lukkes, andre nedskaleres, atter andre omlægges til andre formål. Men et økosocialistisk samfund vil redde og fremme små, lokale selvforvaltende virksomheder, fordi vi får brug for dem, ja, vi ønsker mange flere af disse virksomheder, som kapitalismen i dag ofte presser ud over fallittens rand.

4. Rationel planlægning kræver demokrati: De store spørgsmål til afstemning

Skal vi bruge sol eller kul? Skal vi fracke planeten eller arbejde os fri af fossile brændsler? Skal vi oversprøjte verdens marker med giftige pesticider eller vende tilbage til økologisk landbrug? Skal vi hovedsagelig køre med kollektiv trafik eller med privatbiler? Lad os sætte de store spørgsmål til afstemning. Burde alle ikke have indflydelse på beslutninger, der påvirker dem? Er det ikke grundideen med demokrati?

Problemet med kapitalismen er, at økonomien ikke er til afstemning. Men det er der brug for, at den kommer. Igen betød det knap så meget på Adam Smiths tid, i hvert fald for miljøet, for private beslutninger havde så lille indvirkning på kloden. Men i dag træffes der vidtrækkende beslutninger, der påvirker os alle, andre arter og endda fremtiden for liv på Jorden, og det er stadig private beslutninger, der træffes af selskabsbestyrelser på vegne af investorer og deres egeninteresser.

Meningsmålinger viser, at 57 % af kineserne synes, at miljøbeskyttelse bør prioriteres, også selv om det bremser den økonomiske vækst, og kun 21 % prioriterer økonomien højere end miljøet.[44] Men kineserne får naturligvis ikke lov til at stemme om dette eller noget som helst andet. Meningsmålinger i USA viser, at der er næsten dobbelt så mange modstandere af GMO-fødevarer som tilhængere, og at 82 % af amerikanerne er for mærkning af GMO-fødevarer.[45] Men borgerne får ikke lov til at stemme om, om de skal have GMO’er i maden eller oplysning om, at de er der. Og hvorfor så ikke? Selskabsbestyrelserne stemmer om at putte GMO’er og alle mulige giftige kemikalier i vores mad. Det er os, der forbruger disse ting. Vi kan ikke undgå GMO’er bare ved at nægte at købe dem – altså gennem »markedsløsningen« – for de er overalt, de er i 80 % af de fødevarer, vi forbruger, og Monsanto og resten af det GMO-industrielle kompleks bestikker politikere og myndigheder med kampagnebidrag og indbringende svingdørsstillinger for at sikre, at folk ikke ved, hvilke fødevarer de skal undgå.[46]

Hvorfor skulle vi acceptere dette? Hvorfor skulle vi ikke have indflydelse på disse beslutninger? Vi behøver ikke at være eksperter. Selskabsbestyrelser er heller ikke sammensat af eksperter, men derimod hovedsagelig af de største investorer. Disse diskuterer og stemmer om, hvad de ønsker gennemført, og ansætter så eksperter til at finde ud af, hvordan deres beslutninger skal gennemføres. Hvorfor kan vi ikke gøre det samme – ud fra menneskehedens interesser?

Enhver kok kan styre

Fra Tunis til Tahrirpladsen, fra Zuccotti Park til Gezi Park, fra Madison Wisconsin til Kunming Yunnan, Songjiang Shanghai, Shifang Sichuan, Guangzhou og tusinder af steder, byer og storbyer over hele Kina demonstrerer almindelige borgere bemærkelsesværdig rational miljømæssig fornuft over for deres magthaveres profitdrevne miljømæssige irrationalitet og uansvarlighed.[47]

I Tyrkiet udløste det massive protester, da »sultan« Erdogan dekreterede, at Istanbuls sidste større park skulle ryddes for at give plads til et ottomansk dekoreret butikscenter. Som en demonstrant sagde: »Hvornår blev vi spurgt om, hvad vi ønskede? Vi har tre gange så mange moskeer som skoler. Alligevel bygger de nye moskeer. Der er otte butikscentre i nærheden af Taksim, alligevel vil de bygge et til… Hvor er operahusene? Teatrene? Medborgerhusene? Hvad med dem? De vælger kun det, der giver dem størst mulig profit, uden hensyn til, hvad vi gerne vil have.«[48] Da en talsmand for det regerende Retfærdigheds- og Udviklingsparti (AKP) i et forsøg på at blødgøre demonstranterne luftede den glimrende idé at udskrive folkeafstemning om spørgsmålet, med ordene: »Vi kunne sætte det til folkeafstemning… I demokratier tæller folkets vilje,« overvejede Erdogan det en overgang, men demonstranterne tvivlede på hans oprigtighed. Han endte da også med i stedet at sende sine kampklædte delinger ind for at knuse protesterne.[49]

Kort efter de tyrkiske protester brød masseprotester ud i Brasilien på grund af de varslede stigninger i busbilletpriserne, men de omdannede sig snart til en mere omfattende social protest, hvor hundredetusinder af brasilianere gik på gaden rundt om i landet i utilfredshed med det uansvarlige spild af offentlige midler til ekstravagante fodboldstadioner op til fodbold-VM i 2014, mens skoler, offentlig transport, sygehuse, sundhedsvæsen og andre offentlige tjenester blev forsømt. »Der er mennesker, der sulter, og regeringen bygger stadioner,« sagde Eleuntina Scuilgaro, en pensionist. »Jeg elsker fodbold, men vi har brug for skoler,« sagde Evaldir Cardoso, en brandmand, som var til demonstration med sin syv måneder gamle søn. »Disse protester er for den sunde fornuft,« hævdede demonstranten Roberta da Matta, »vi betaler absurd høje skatter i Brasilien, og nu stiller folk spørgsmålstegn ved, hvad vi får til gengæld.«[50]

Hvis de store selskaber og de kapitalistiske regeringer ikke kan få produktionen til at flugte med almenvellet og den økologiske rationalitet, har samfundet så andet valg end kollektivt og demokratisk at organisere, planlægge og styre det meste af produktionen selv? For at gøre dette vil vi være nødt til at oprette demokratiske institutioner til at planlægge og styre vores sociale økonomi. Vi vil skulle oprette planlægningsråd på lokalt, regionalt, nationalt/kontinentalt og internationalt niveau. Disse råd vil skulle inddrage ikke alene arbejderne, de direkte producenter, men hele lokalsamfund, forbrugere, landmænd, alle. Vi har eksempler: Pariserkommunen, de russiske sovjetter, Brasiliens deltagerstyrede planlægning, La Via Campesina og andre. Direkte demokrati i basis, delegeret myndighed med ret til tilbagekaldelse for planlægningsrådene på højere niveauer. Hvad er der så vanskeligt ved det?

Som Greg Palast, Jarrold Oppenheim og Theo MacGregor skrev i Regulation: How the Public Can Govern Essential Services (2003), er det en besynderlig og ironisk kendsgerning, at USA, den fremmeste fortaler for det frie marked, besidder en stor og uundværlig sektor af økonomien, som ikke styres af det frie marked, men i stedet demokratisk, ved offentligt tilsyn, nemlig forsyningsselskaberne inden for elektricitet, opvarmningsbrændsel, vand og kloakering samt lokal telefoni. Det er endda de mest effektive og de billigste forsyningssystemer i verden. Forfatterne bemærker, at indbyggerne i Storbritannien betaler 44 % mere for el end forbrugerne i USA, 85 % mere for lokal telefoni og 26 % mere for naturgas. Europæere på kontinentet betaler endnu mere, og latinamerikanerne mere end europæerne. De skriver videre, at »amerikanerne betaler forbløffende lidt for kvalitetsbetonede offentlige tjenester, og alligevel presser de lave takster ikke lønningerne ned. Arbejderne i amerikanske forsyningsselskaber er nationens erhvervsmæssige elite med en højere organisationsprocent end i nogen anden privat branche.« Ifølge Palast, Oppenheim og MacGregor skyldes det, at forsyningsselskaberne i modsætning til i Storbritannien og de fleste andre steder i verden ikke er uregulerede frit markeds-selskaber som ExxonMobil, Monsanto, Rio Light eller British Water. I stedet er de stramt regulerede virksomheder, overvejende privatejede, men mange kommunalt ejede. Selv når forsyningsselskaberne er privatejede, er det svært at kalde det »kapitalisme«. Det ligner mere statskapitalisme eller endda en begyndende socialisme. Uanset hvad er både de offentligt ejede og de investorejede underlagt en høj grad af regulering med offentligt tilsyn, engagement og kontrol:

»Som noget enestående i verden (med undtagelse af Canada) er ethvert aspekt af reguleringen i USA vidt åbent for offentligheden. Der er ingen hemmelige møder, ingen hemmelige dokumenter. Alle borgere og grupper opfordres til at deltage: enkeltpersoner, erhvervskunder, offentlige institutioner, forbrugergrupper, fagforeninger, forsyningsselskabet selv og endda dets konkurrenter. Enhver, der berøres af resultatet, har ret til åbent at fremføre deres argumenter, stille spørgsmål til regering og forsyningsselskaber, læse alle økonomiske og driftsmæssige fortegnelser i detaljer. I offentlige fora, hvor alle oplysninger er tilgængelige for alle borgere, kommer der kød og blod på principperne om social dialog og gennemsigtighed. Det er en usædvanlig øvelse i demokrati – og det virker… Et andet lidet kendt faktum er, at på trods af de seneste eksperimenter med markeder for elektricitet [bogen blev udgivet i 2003, kun tre år efter Enron-privatiseringsfiaskoen] fastholder USA et reguleringssystem, der er strengere, mere omfattende og mere detaljeret end noget andet sted: Der er loft over private forsyningsselskabers profitter, og investeringerne er fastlagt af eller underlagt veto fra offentlige instanser. Privatejede forsyningsselskaber får besked om at sænke priserne for de fattige, finansiere miljøvenlig fysisk og økonomisk inspektion… Amerikanerne forlanger, til trods for at de er stærkt knyttede til privat ejendomsret og ejerskab, streng og krævende statslig kontrol med vitale forsyningstjenester.«[51]

Forfatterne pointerer, at det ikke drejer sig om noget »reguleringsparadis«. Det har mange svagheder, reguleringen angribes ustandselig af kræfter, der vil have markedsbestemte priser, den offentlige interesse støder ofte sammen med de investorejede selskabers profitmotiv med negative følger for befolkningen, osv.[52] Ikke desto mindre giver dette veletablerede og uomtvisteligt vellykkede eksempel på demokratisk offentlig regulering af store selskaber os et praktisk eksempel fra den virkelige verden på noget i retning af en begyndende socialisme. Jeg kan ikke se nogen oplagt grund til, at noget i stil med denne model for demokrati og gennemsigtighed ikke skulle kunne udvides, udbredes, socialiseres fuldt ud og gentages, så den favner hele den storindustrielle økonomi.

Selvfølgelig vil vi for at redde menneskene, som tidligere forklaret, skulle gøre meget mere end blot at »regulere« industrierne. Vi vil fuldstændig skulle omorganisere og omprioritere hele økonomien, faktisk hele den globale industriøkonomi. Det er ikke blot et spørgsmål om at regulere, men også om at indskrænke eller nedlægge ressourceforbrugende og forurenende industrier, flytte ressourcer bort fra dem, starte nye industrier op osv. Det er nogle kolossale opgaver, som ligger uden for selv de største koncerners rækkevidde, og endda uden for mange regeringers rækkevidde. Så hvem andre skulle kunne gøre det end selvorganiserede masser af borgere, ved at hele samfundet handler samordnet og demokratisk?

Mange spørgsmål kan naturligvis afgøres på lokale niveauer. Andre derimod, f.eks. nedlæggelse af kulindustrien eller omstilling af bilindustrien, kræver planlægning i stor målestok, på nationalt eller endog internationalt plan. Nogle spørgsmål, såsom den globale opvarmning, forsuringen af havene og afskovningen, vil kræve udstrakt international koordination, nærmest global planlægning. Jeg kan ikke se, hvorfor det ikke skulle kunne føres ud i livet. Vi har FN’s Klimakonvention, som mødes årligt og har til opgave at regulere drivhusgasudledningerne. Det har den ikke været i stand til, men det skyldes, at den ikke har fået tilstrækkelige beføjelser til håndhævelse. Sådanne beføjelser må vi give den.

5. Demokrati kan kun fungere på baggrund af nogenlunde socioøkonomisk lighed og sociale garantier

Midt under den Store Depression sagde den store »folkejurist« højesteretsdommer Louis Brandeis: »Vi kan enten have demokrati hertillands, eller vi kan have stor rigdom koncentreret i hænderne på nogle få, men vi kan ikke have begge dele.« Han havde mere ret, end han var klar over. I dag har vi den langt største koncentration af rigdom i historien. Derfor er det ikke overraskende, at vi har de svageste og mest korrupte demokratier siden slutningen af 1800-tallet.

Hvis vi ønsker demokrati, bliver vi nødt til at afskaffe »den store rigdom koncentreret i hænder på nogle få«. Det indebærer afskaffelse af ikke blot den private ejendomsret til produktionsmidlerne, men også indkomstekstremerne, overdrevent høje lønninger, store besiddelser og arv. For den eneste måde at forhindre korrumpering af demokratiet på er at gøre det umuligt at vinde materielt ved at gøre det – ved at skabe et samfund med hverken rige eller fattige, et samfund med grundlæggende økonomisk lighed.

Betyder det, at vi alle skal til at gå i blåt Mao-tøj og spise i fælleskantiner? Næppe. Talrige studier (f.eks. Richard G. Wilkinson og Kate Picketts bog The Spirit Level [53] og den britiske New Economics Foundations studier) har påvist, at folk er lykkeligere, der er mindre kriminalitet og vold samt færre psykiske sundhedsproblemer i samfund, hvor indkomstforskellene er små, og hvor rigdomskoncentrationen er begrænset. Vi råder ikke over fem planeter til at levere ressourcer, så hele verden kan udleve den »amerikanske drøm« om endeløs forbrugerisme. Men vi har mere end nok rigdom til at forsyne ethvert menneske på kloden med en basisindkomst, med et godt job til en løn, der rækker til et værdigt liv, med rent vand og sanitet, kvalitetsfødevarer, bolig, uddannelse og sundhedspleje, med offentlig transport – alle de ægte fornødenheder, vi virkelig har brug for. Disse burde alle være garanterede i form af rettigheder, og de fleste af dem blev da også erklæret som sådanne i den Universelle Menneskerettighedserklæring fra 1948.

Ved at befri os fra sliddet med at producere unødvendige og/eller skadelige varer – de tre fjerdedele af USA’s nuværende produktion, der er spild – ville vi få frihed til at forkorte arbejdsdagen, til at nyde den fritid, som kapitalismen lover, men aldrig har leveret, til at omdefinere levestandard til at betyde en livsmåde, der faktisk er rigere, men med mindre forbrug, til at realisere vores fulde potentiale som mennesker i stedet for at spilde vores liv på åndsforladt slid og slæb og shopping. Det er det frigørelsesløfte, der ligger i økosocialismen.

6. Skørt, utopisk, umuligt, vil aldrig ske?

Måske. Men hvad er alternativet? Den skræmmende udsigt til planetarisk kollaps for økologien og for civilisationen i en slags Blade Runner-agtig dystopi er ikke så hypotetisk, som den virkede engang. Spørg blot kineserne. Kinas »kapitalistiske mirakel« har allerede drevet landet hovedkulds ud i et økologisk kollaps, der truer med at rive hele kloden med ned. Med praktisk taget alle landets floder og søer forurenede og mange udtømte, med 70 % af afgrøderne forurenede med tungmetaller og andre giftstoffer, med udrikkeligt vand, uspiselige fødevarer, kvælende luft, der dræber mere end en million kinesere årligt, med »kræftlandsbyer«, der spreder sig i landdistrikterne, og kræft som den hyppigste dødsårsag i Beijing,[54] står Kinas magthavere over for hundreder af ofte voldelige protester rundt om i landet hver dag, mere end hundrede tusind protester om året, og selv med alle deres politistatsredskaber til repression ved de, at de ikke kan holde låget på evigt (og hundredtusinder af kommunistpartiets kleptokrater kan da også se skriften på væggen gennem smoggen og flytter deres familier, deres penge og sig selv ud af landet, inden det er for sent).

I dag har kineserne og vi andre brug for en socialistisk revolution, ikke alene for at afskaffe udbytning og fremmedgørelse, men for at afspore det kapitalistiske tog, før det sender os alle over kanten til økologisk kollaps. Som Kina selv viser, kommer og går revolutioner. Økonomiske systemer kommer og går. Kapitalismen har været på banen i 300 år. Spørgsmålet er: Vil menneskeheden se på, mens verden ødelægges for at redde profitsystemet?

Den økodemokratiske revolutions spøgelse

Hvad det ender med, afhænger i vid udstrækning af, hvorvidt vi på venstrefløjen kan besvare spørgsmålet »Hvad er jeres alternativ?« med en overbevisende og plausibel vision om en økosocialistisk civilisation – og regne ud, hvordan vi når dertil. Vi får mere end nok at bestille, men den voksende globale økosocialistiske bevægelse har i denne ideologiske strid en fordel, som er, at kapitalismen ikke har nogen løsning på den økologiske krise, ikke evner at sætte bremserne i over for kollapset, idet dens eneste svar på ethvert problem er mere af den samme vækst, der er ved at slå os ihjel. »Historien« var angivelig »endt« med kommunismens fald og kapitalismens triumf for to årtier siden. Men i dag er historien særdeles levende, og det er ironisk nok kapitalismen selv, der bliver udfordret bredere end nogensinde, og som ikke kan fremvise løsninger.

I dag lever vi bestemt i et af disse afgørende, verdensforandrende øjeblikke i historien, og man kan faktisk uden overdrivelse sige, at det er det mest kritiske øjeblik i menneskehedens historie. Vi kan være hastigt på vej mod afgrunden af økologisk kollaps, men midlerne til at afværge havariet er ved at blive skabt, idet kampe vokser og får øget fremdrift rundt om i verden: kampe mod ødelæggelse af naturen, mod dæmninger, mod forurening, mod overudvikling, mod nye kemiske anlæg og kraftværker, mod aggressiv ressourceudvinding, mod indførelse af ​​GMO’er, mod privatisering af de resterende fælles jorder, vand og offentlige tjenester, mod kapitalistisk arbejdsløshed og social utryghed. I dag rider vi på en bølge af næsten samtidig global massedemokratisk »opvågnen«, næsten en global masseopstand. Dette globale oprør er stadig i sin spæde udvikling, stadig usikker på sin fremtid, men dets radikale demokratiske instinkter er efter min opfattelse menneskehedens bedste håb. Lad os skabe historie!

---

Artiklen er oversat fra »Capitalism and the destruction of life on Earth: six theses on saving the humans« i Real-World Economics Review, nr. 64, 2.7.2013, s. 125-151. (http://www.paecon.net/PAEReview/issue64Smith64.pdf)

Noter

[1] Tom Bawden:» Carbon dioxide in atmosphere at highest level for 5 million years« i The Independent, 10.5.2013 (http://www.independent.co.uk/news/uk/home-news/carbon-dioxide-in-atmosphere-at-highest-level-for-5-million-years-8611673.html).

[2] Justin Gillis: »Heat-trapping gas passes milestone, raising fears« i New York Times, 10.5.2013. Scripps Institution of Oceanography: Scripps News, 23.4.2013 (http://scrippsnews.ucsd.edu/Releases/?releaseID=1347).

[3] Michael T. Klare, The Race for What’s Left. New York: Picador, 2012, s. 24, tabel 1.1. Jeffrey Sachs beregner, at verdensbefolkningen steg fra 2,5 til 7 mia. mellem 1950 og 2008, altså blev knap tredoblet, men det globale BNP blev ottedoblet. Common Wealth: Economics for a Crowded Planet. New York: Penguin Books, 2008, s. 19.

[4] Edward O. Wilson: The Future of Life, London: Abacus, 2003, s. xxiii.

[5] Læs om Shells påvirkning af Afrika i Nnimmo Bassey: To Cook a Continent: Destructive Extraction and the Climate Crisis in Africa. Cape Town: Pambazuka Press, 2012.

[6] Delly Mawazo Sesete fra Change.org, skriver i avisen The Guardian: »Jeg er oprindelig fra Nordkivu-provinsen i den østlige del af den Demokratiske Republik Congo, hvor en blodig konflikt har hærget i over 15 år. Konflikten begyndte som en krig om etniske spændinger, jordrettigheder og politik, men den er i stigende grad blevet en krig om profit, hvor forskellige væbnede grupper kæmper om kontrollen med strategiske mineralforekomster. Tæt på det område, hvor jeg voksede op, er der miner med enorme mængder af tungsten, tantalum, tin og guld – mineraler, der indgår i det meste af verdens forbrugerelektronik. Disse mineraler er en del af din hverdag. De holder din computer kørende, så du kan surfe på nettet. De gemmer dine resultater på din Playstation. De får din mobiltelefon til at vibrere, når nogen ringer. Mens mineraler fra Congo har beriget dit liv, har de ofte bragt vold, voldtægt og ustabilitet til mit hjemland. Det skyldes, at de væbnede grupper, der kæmper om kontrollen om mineralressourcerne, begår mord, pengeafpresning og massevoldtægt som en bevidst strategi for at skræmme og kontrollere lokalbefolkningen, hvorved de lettere kan sikre sig kontrol med miner, handelsruter og andre strategiske områder. Da jeg levede i Congo, var jeg vidne til mange af disse grusomheder. Jeg dokumenterede børneslaverne, som tvinges til at arbejde i minerne under farlige forhold. Jeg oplevede, hvordan livsfarlige kemikalier blev dumpet i lokalmiljøet. Jeg så, hvordan voldtægt blev brugt som våben. Og selv om jeg flere gange modtog dødstrusler for mit arbejde, har jeg fortsat med at opfordre til fred, udvikling og værdighed i Congos mineralhandel.« (»Apple: time to make a conflict-free iPhone« i The Guardian, 30.12.2011,  http://www.guardian.co.uk/commentisfree/cifamerica/2011/dec/30/apple-time-make-conflict-free-iphone). Læs mere på conflictminerals.org. Se også: Peter Eichstaedt: Consuming the Congo: War and Conflict Minerals in the World’s Deadliest Place. Chicago: Lawrence Hill, 2011.

[7] Lauren McCauley: »Herbicides for GMOs driving monarch butterfly populations to ‘ominous’ brink« i Common Dreams, 14.3.2013, http://www.commondreams.org/headline/2013/03/14-3.

[8] James Hansen: Storms of My Grandchildren. New York: Bloomsbury 2009, s. 70, 172-173.

[9] John M. Broder, »Obama readying emissions limits on power plants« i New York Times, 20.6.2013.

[10] Center for Biological Diversity: »New mileage standards out of step with worsening climate crisis«. Pressemeddelelse, 28.8.2012 på http://www.biologicaldiversity.org/news/press_releases/2012/vehicle-emissions-08-28-2012.html; Common Dreams: »New mileage standards encourage more gas-guzzling, not less: report«. 28.8.2012, https://www.commondreams.org/headline/2012/08/28-8.

[11] Læs om prognoser for Kinas køretøjsflåde og dens konsekvenser i Craig Simons: The Devouring Dragon. New York: St. Martins Press, 2013, s. 200.

[12] »A new paradigm for climate change« i Nature Climate Change, Vol. 2 September 2012, s. 639-640.

[13] IEA: World Energy Outlook 2012 Executive Summary. 12.11.2012, s. 3 (https://www.iea.org/publications/freepublications/publication/English.pdf).

[14] Læs om den seneste fagfællebedømte litteratur i Glenn Scherer og DailyClimate.org: »Climate science predictions prove too conservative«, Scientific American, 6.12.2012 (http://www.scientificamerican.com/article.cfm?id=climate-science-predictions-prove-too-conservative). Den fremtrædende eks-benægter Richard A. Muller offentliggjorde sit mea culpa på debatsiderne i New York Times: »The conversion of a climate-change skeptic«, 28.7.2012.

[15] World Resources Institute: Navigating the Numbers. WRI, 2005. Tabel 1, s. 4-5 (http://pdf.wri.org/navigating_numbers.pdf).

[16] Ben Geman: »Obama on climate change: ‘The politics of this are tough’«, The Hill, 4.4.2013

(http://thehill.com/blogs/e2-wire/e2-wire/291787-obama-on-climate-change-the-politics-of-this-are-tough).

[17] Richard Smith: »Green capitalism: the god that failed« i real-world economics review nr. 56, 11.3.2011, s. 131-33 (http://www.paecon.net/PAEReview/).

[18] Se f.eks. David Biello: »The false promise of biofuels« i Scientific American, August 2011, s. 59-65.

[19] Nærmere forklaret i Richard Smith: »Green capitalism: the god that failed« i real-world economics review nr. 56, 11.3.2011, s. 117-22 (http://www.paecon.net/PAEReview/).

[20] Samme sted.

[21] Samme sted.

[22] ExxonMobil: The Outlook for Energy: A View to 2040 (December 2012) på http://exxonmobil.com/corporate/files/news_pub_eo2013.pdf. Se også Jon Queally: »BP’s Big Plan: Burn it. Burn it all«, Common Dreams, 17.1.2013 på https://www.commondreams.org/headline/2013/01/17.

[23] Se f.eks. John Parnell: »World on course to run out of water, warns Ban Ki-moon« i The Guardian, 22.5.2013. Gaia Vince: »How the world’s oceans could be running out of fish« i BBC News Online, 12.9.2012 (http://www.bbc.com/future/story/20120920-are-we-running-out-of-fish). Og ligesom tropeskovene ofres den biologiske mangfoldighed selv i officielt fredede områder, i et alarmerende tempo. Se William F. Laurance et al.: »Averting biodiversity collapse in tropical forest protected areas« i Nature, nr. 489, 12.9.2012, s. 290-294. »Widespread local ‘extinctions’ in tropical forest ‘remnants’«, ScienceDaily, 14.8.2012 (http://www.sciencedaily.com/releases/2012/08/120814213404.htm). Om mineraler og olie, se Michael T. Klare: The Race for What’s Left. New York: Picador, 2012.

[24] Moderate FN-scenarier tyder på, at hvis de nuværende befolknings- og forbrugstendenser fortsætter, vil vi i 2030’erne have brug for, hvad der svarer til to jordkloder for at holde os forsynede. Og selvfølgelig har vi kun én. Når ressourcerne således omdannes til affald, hurtigere end affald kan laves om til ressourcer igen, hensætter det os i en tilstand af global økologisk overskridelse, hvor vi er ved at udtømme selve de ressourcer, som menneskelivet og biodiversiteten afhænger af. Se Global Footprint Network: http://www.footprintnetwork.org/en/index.php/GFN/page/world_footprint/.

[25] World Bank: 2008 World Development Indicators, s. 4, tabel 1J (http://data.worldbank.org/sites/default/files/wdi08.pdf).

[26] Worldwatch Institute: 2010 State of the World: Transforming Cultures From Consumerism to Sustainability. New York, Norton, 2010, s. 3-7ff. Se også Alan Durning: How Much is Enough? New York: Norton, 1992. Avatar.

[27] Michael T. Klare: The Race for What’s Left, s. 12. AP: »Tech tycoons in asteroid mining venture« i The Guardian, 20.4.2012.

[28] Hansen: Storms of My Grandchildren (citeret ovenfor), kapitel 9. Independent Voices: »James Lovelock: Nuclear power is the only green solution« i Independent, 24.5.2004 (http://www.independent.co.uk/voices/commentators/james-lovelock-nuclear-power-is-the-only-green-solution-6169341.html). George Monbiot, kommentator på The Guardian, har fremført disse argumenter mange steder, men se navnlig hans blogindlæg »The moral case for nuclear power«, 8.8.2011 på http://www.monbiot.com/2011/08/08/the-moral-case-for-nuclear-power/. Se også Ted Nordhaus and Michael Shellenberger: »Going green? Then go nuclear« i Wall Street Journal, op-ed, 23.5.2013.

[29] Keith Johnson og Ben Lefebvre: »U.S. approves expanded gas exports«, Wall Street Journal, 18.5.2013.

[30] John Vogel: »Methane gas ‘fracking’: 3 polls show public leaning to toward yes«, American Agriculturalist, 9.4.2013 (http://farmprogress.com/story-methane-gas-fracking-3-polls-show-public-leaning-toward-yes-9-96948); Karen DeWitt: »Poll shows increased support for fracking«, North Country Public Radio, 13.9.2012 (http://www.northcountrypublicradio.org/news/story/20474/20120913/poll-shows-increased-support-for-fracking).

[31] Tøjdesigner Eliza Starbuck siger om ultrabillige producenter som H&M: »Det er brug og smid væk-mode eller »trashion«. Hvis deres priser er så billige, at folk smider deres disponible indkomst efter dem for snart at opdage, at tøjet falder fra hinanden på bøjlerne efter en vask eller to, så skaber de bare affald. […] Det kræver en masse menneskelig energi og en masse tekstilfibre, farve og kemi at lave tøj, selv om det er af ringe kvalitet. De tilbyder måske nok mode til en pris, alle kan betale i en krisetid, men de opfører sig uansvarligt over for, hvad der sker med produkterne, efter at forbrugerne har købt dem.« Jasmin Malik Chua: »Is H&M’s new lower-priced clothing encouraging disposable fashion?« på ecouterre, 28.9.2010 (http://www.ecouterre.com/is-h-m-new-lower-priced-clothing-encouraging-disposable-fashion/2/). Og H&M tager det med, at tøjet kan smides ud, alvorligt. Som omtalt i New York Times i 2012, skærer og river H&M’s ansatte systematisk nyt, usolgt tøj i stykker og smider det i skraldespande bag ved kædens butik på 34th St., Manhattan – for at sikre, at tøjet ikke kan sælges – hvorved det meningsløst sendes på lossepladsen frem for at gå velgørenhed. Det bemærkes sjældent, men kapitalismen er det første økonomiske system, hvor fuldkommen funktionsduelige og endda nye varer fra tøj til biler med vilje ødelægges for at fremme produktionen af nye varer til at erstatte dem. Se Jim Dwyer: »A clothing clearance where more than just the prices are slashed« i New York Times, 5.1.2010 og Ann Zimmerman og Neil Shah: »Taste for cheap clothes fed Bangladesh boom« i Wall Street Journal, 13.5. 2013.

[32] Juan O. Tamayo: »STASI records show Cuba deal included IKEA furniture, antiques, rum and guns« i McClatchy Newspapers, 9.5.2012. James Angelos: »IKEA regrets use of East German prisoners« i Wall Street Journal, 16.11.2012.

[33] Jeg citerer her fra Stephanie Zachareks glimrende »IKEA is as bad as Wal-Mart« på Salon.com, 12.7.2009 (http://www.salon.com/2009/07/12/cheap/singleton), som anmelder Ellen Ruppel Shell: Cheap: The High cost of Discount Culture, New York: Penguin, 2009, kapitel 6.

[34] Ida Karlsson/ Inter Press Service: »IKEA products made from 600-year old trees«, Common Dreams.org, 29.5.2012 (https://www.commondreams.org/headline/2012/05/29-1).

[35] Se f.eks.: Fred Pearce: »Ikea – you can’t build a green reputation with a flatpack DIY manual« i The Guardian, 2.4. 2009. Greenpeace: Slaughtering the Amazon, juli 2009 (http://www.greenpeace.org/international/en/publications/reports/slaughtering-the-amazon/). Alfonso Daniels: »Battling Siberia’s devastating illegal logging trade«, BBC News Online, 27.11.2009.

[36] Michael Davis: Planet of Slums, London: Verso, 2006.

[37] World Bank Development Indicators 2008, citeret i Anup Shah: Poverty and stats, Global Issues, 7.1.2013 (http://www.globalissues.org/article/26/poverty-facts-and-stats#src1). FN’s World Institute for Development Economics Research citeret i James Randerson: »World’s richest 1% own 40% of all wealth, UN report discovers« i The Guardian, 6.12.2006. Med hensyn til tendenser tjente USA’s rigeste 1 % i 1979 33 % mere end de nederste 20 %. I 2000 tjente den rigeste 1 % hele 88,5 % mere end de fattigste 20 %. I den tredje verden har polariseringen været endnu kraftigere, især i Kina, som i 1978 havde verdens mest lige indkomster, men i dag har de mest ulige indkomster i noget stort land. Hvem siger, at kapitalismen ikke virker?

[38] Adam Nossiter: »For Congo children, food today means none tomorrow«, New York Times, 3.1.2012.

[39] Brundtland-kommissionens definition af bæredygtig udvikling i dens rapport om miljø og udvikling, Vores fælles fremtid (1987) /oversætteren.

[40] Isabel Kershner: »Israeli venture meant to serve electric cars ending its run« i New York Times, 27.5.2013; Ronald D. White: »One owner, low miles, will finance: sellers try to unload Fiskers« i Los Angeles Times, 26.4.2013; Rachel Feintzeig: »Electric-car maker Coda files for bankruptcy« i Wall Street Journal, 1.5. 2013.

[41] Kenneth Chang: »Mars could have supported life long ago, NASA says« i New York Times, 12.3.2013. Og Shell Oil er ikke det eneste selskab, der er kommet i tvivl om, hvad deres geniale chef anså for sikkert: Clifford Krauss: »ConocoPhillips suspends its Arctic drilling plans« i New York Times, 11.4.2013.

[42] BBC oplyser ud fra en undersøgelse foretaget af et internationalt hold af forskere i Nature Climate Change maj 2013, at hvis der ikke »handles hurtigt« for at dæmme op drivhusgasserne, vil ca. 34 % af dyrene og 57 % af planterne miste mere end halvdelen af deres nuværende habitater. Dr. Rachel Warren, den ledende forsker bag undersøgelsen, udtalte: »Vores forskning forudsiger, at klimaforandringerne kraftigt vil reducere mangfoldigheden af ​​selv meget almindelige arter, der findes i de fleste dele af verden. Et sådant globale tab af biodiversitet vil i væsentligt omfang forarme biosfæren og de ​​økosystemtjenester, den yder. Der vil også være en afsmittende effekt for mennesker, fordi disse arter er vigtige for bl.a. vand- og luftrensning, begrænsning af oversvømmelser, næringsstofkredsløb og økoturisme.« Matt McGrath: »’Dramatic decline’ warning for plants and animals« på BBC News Online, 12.5.2013 (http://www.bbc.co.uk/news/science-environment-22500673).

[43] Læs om den eksistentielle trussel, Monsanto-koncernen udgør for menneskeheden og kloden, hos Green Shadow Cabinet: »What must be done about Monsanto corporation, and why«, 23.5.2013 (http://greenshadowcabinet.us/statements/ecology-what-must-be-done-about-monsanto-corporation-and-why).

[44] Gallup, 8.6.2012 (http://www.gallup.com/poll/155102/majority-chinese-prioritize-environment-economy.aspx).

[45] Huffington Post: »GMO poll finds huge majority say foods should be labeled«, 4.3.2013 (http://www.huffingtonpost.com/2013/03/04/gmo-poll_n_2807595.html).

[46] Se igen Green Shadow Cabinet: »What must be done about Monsanto, and why?« (citeret ovenfor).

[47] Se f.eks. Jennifer Duggan: »Kunming pollution is the tip of rising Chinese environmental activism« i Guardian-blog 16.5.2013 (http://www.guardian.co.uk/environment/chinas-choice/2013/may/16/kunming-pollution-protest-chinese-environmental-activism).

[48] Tim Arango and Ceylan Yeginsu: »Peaceful protest over Istanbul park turns violent as police crack down« i New York Times, 31.5.2013.

[49] »Turkish government moots referendum on Gezi Park« i Deutsche Welle, 12.6.2013 (http://www.dw.de/turkish-government-moots-referendum-on-gezi-park/a-16877383).

[50] Simon Romero: »Protests grow as Brazilians blame leaders« i New York Times, 19.6.2013.

[51] Greg Palast, Jerrold Oppenheim og Theo MacGregor: Democracy and Regulation: How the Public can Govern Essential Services, London: Pluto, 2003, s. 2-4.  Forfatterne påpeger endnu en ironi i dette offentlige reguleringssystem, nemlig at det blev skabt af private selskaber som et mindste onde for at afværge truslen om nationalisering: »Moderne regulering af forsyningsselskaber i USA er langt hen ad vejen opfundet af American Telephone & Telegraph Company (AT&T) og National Electric Light Association (NELA) – de investorejede telefon- og elselskaber – ved indgangen til det 20. århundrede. De så reguleringen som et værn mod populistiske og progressive bevægelser, som siden den økonomiske panik i 1873 og senere forstyrrelser havde fået landmandsorganisationer og fagforeninger på barrikaderne mod de store selskaber. Ved århundredskiftet havde disse bevægelser mobiliseret betydelig offentlig opbakning til statsovertagelse af forsyningsselskaberne…« (s. 98).

[52] Når det gælder atomkraftværkerne, er den lokale offentlige regulering ofte blevet undergravet og tilsidesat af forbundsregeringen i dens indædte kampagne for at fremme atomkraft, uanset hvad lokalbefolkningen måtte ønske.

[53] På dansk: LIGHED. Hvorfor lighed i samfundet gavner alle, København: Informations Forlag, 2011 (o.a.).

[54] Edward Wong: »Air pollution linked to 1.2 million premature deaths in China« i New York Times, 1.4.2013; Jonathan Kaiman: »Inside China’s “cancer villages”« i The Guardian, 4.6.2012.