Af Nathalie Guay

Tanken om kortere arbejdstid har stort set været ude af samfundsdebatten, siden 35-timersugen blev vedtaget i Frankrig, men på det seneste har den fået et comeback, især i forbindelse med perspektivet om en omstilling til et postkapitalistisk og økologisk samfund.[1] Set ud fra et rent økologisk synspunkt foregår der i vores samfund et overforbrug af varer, som ikke svarer til nogen væsentlige behov (pyntegenstande, biler, modeprodukter osv.), samt af ting, der ganske vist svarer til et væsentligt behov, men som indvirker intensivt og ofte negativt på miljøet (kød, traditionelt byggeri osv.). Derfor har vi et problem med overforbrug og overproduktion af disse ting, og en nedsættelse af arbejdstiden bør hjælpe os med at forbruge mindre og producere mindre.

---

Nathalie Guay fra Canada har en kandidatgrad i geografi fra Université du Québec i Montréal og har i såvel forskning som handling beskæftiget sig med de sociale fora og den globale alternativbevægelse.

Hun har været ansvarlig for internationale relationer i Confédération des syndicats nationaux, den største faglige sammenslutning i Québec, og har arbejdet med miljø og bæredygtig udvikling, oprindelige folk, fornyelse af fagbevægelsen, egnsudvikling og alternative bevægelser.

---

Ud fra et socialt synspunkt vil kortere arbejdstid muliggøre en bedre fordeling af velstanden til fordel for lønarbejderne, som gennemsnitligt ikke har oplevet lønstigninger i de seneste årtier. Forkortelse af arbejdstiden vil desuden bane vejen for nye job, for en ny balance mellem arbejde og andre aktiviteter (omsorg for andre mennesker, socialt engagement, kunst, læring af forskellig art) og for en større livskvalitet.

Spørgsmålet kan imidlertid vise sig at være mere komplekst. Der er som nævnt gode grunde til at ønske arbejdstiden nedsat, men kunne det tænkes, at det ikke nødvendigvis fører os i retning af et økosocialistisk eller andet postkapitalistisk samfund? Kan man forestille sig, at kapitalismen kan finde sig til rette med endog vidtgående reduktioner af arbejdstiden? Hvilke følger af arbejdstidsforkortelsen har størst samfundsforandrende potentiale?

Jeg vil i denne artikel nøjes med at overveje et bestemt spørgsmål, nemlig arbejdstidsforkortelsen som overgangsredskab for at komme af med kapitalismen. Der er andre, særdeles relevante spørgsmål, som jeg her må lade ligge, f.eks. lønarbejdets rolle i et økosocialistisk samfund og de øvrige gennemgribende forandringer, der skal til for at lægge kapitalismen bag os, med hensyn til ejendomsret, økonomisk planlægning, politisk struktur, værdier osv.

Jeg vil opstille den hypotese, at reformen arbejdstidsforkortelse besidder et revolutionært potentiale i forhold til det nuværende samfund, hvis den klarer en udfordring. Mindre arbejde kan udløse en ny dynamik på det individuelle plan, men også på det kollektive plan. Men for at gøre det må arbejdstidsforkortelsen leve op til en række betingelser, som jeg vil gennemgå her i artiklen.

Nye grunde til at rejse arbejdstidskravet

Viljen til at dele velstanden og det eksisterende arbejde er en god og prisværdig grund til at støtte kravet om reduktion af arbejdstiden. Imidlertid må vi tage højde for, hvordan arbejderbefolkningen er sammensat i dag, og især den større grad af fleksibilitet til fordel for arbejdsgiverne. Der er i dag en større andel med usikre ansættelsesforhold, ofte uden mulighed for faglig beskyttelse: folk, der er ansat på midlertidige kontrakter, »selvstændige arbejdstagere«, ufrivilligt deltidsansatte, vikarer ansat gennem bureauer osv.

Vi er også nødt til at inddrage den fleksibilitet, som de ansatte påtvinges i kraft af nye teknologier, der udvisker de tidsmæssige og rumlige grænser – grænser, der er afgørende for at kunne måle arbejdstiden. Med en smartphone står de ansatte praktisk taget altid til tjeneste, e-mails og sms’er læses inden for et sekund, og opkaldene til kontoret viderestilles, så man får håndteret alt og er parat til enhver hastesag. I øvrigt er forskere begyndt at dokumentere de sundhedsskadelige virkninger af disse teknologier.[2]

I et økosocialistisk perspektiv vil nedsat arbejdstid kunne indfri andre målsætninger og indvirke positivt på andre dimensioner end den traditionelle deling af arbejdet. Lad os se nærmere på nogle af dem.

1. Reduktion af det individuelle økologiske fodaftryk

Når man får mere fritid, øger det muligheden for at genvinde forskellige materialer, for at reparere ting, for at fremstille sit eget tøj, lave mad, havearbejde osv. Disse aktiviteter betyder, at der skal foretages mindre industriel bearbejdning, og dermed begrænser man overindpakning, overforbrug af ressourcer og unødvendige drivhusgasudledninger fra transport og fremstilling.

En reduktion af arbejdstiden, der er stor nok til at nedbringe antallet af dage, hvor man er til stede på arbejdspladsen, kan gøre det muligt at reducere antallet af rejser tilsvarende og dermed også mængden af drivhusgasser og anden forurening. For eksempel blev arbejdstiden for 18.000 offentligt ansatte i Utah, USA, omlagt til en firedagesuge på 40 timer, og det betød en reduktion af drivhusgasudledningerne på 12.500 ton på et år.[3]

Det afgørende for, om det fører i retning af et reduceret økologisk fodaftryk, er, at folk ikke hengiver sig til nye aktiviteter, der forårsager lige så store eller ligefrem større miljøpåvirkninger end arbejdet.

2. Bedre balance mellem arbejde og privatliv

Forskning foretaget af Diane-Gabrielle Tremblay og Catherine Vaillancourt-Laflamme[4] har påvist, at flertallet af forældre i Québec og i Canada som helhed er interesserede i at få forkortet eller omlagt arbejdstiden for at få deres arbejde og deres familieliv til at hænge bedre sammen. Det er ikke særlig overraskende. Selv om det er positivt, at kvinder i dag har fået langt flere muligheder for et stimulerende arbejdsliv, arbejder forældrepar nu meget mere, og det skal gå op med børnepasning og omsorg for forældre. Kvinderne bruger en større del af deres tid på disse opgaver, end mændene:

»Vi har konstateret, at næsten 20 procentpoint flere kvinder (48,9 %) end mænd (30,1 %) først og fremmest bruger deres fritid på at drage omsorg for de børn og andre mennesker, de har ansvar for, mens 25,2 % af mændene mod 7,3 % af kvinderne bruger denne tid på (deres egne eller familiens) fritidsaktiviteter, og en næsten dobbelt så stor andel af mændene som af kvinderne bruger tiden på arbejdsrettede aktiviteter, som har større social anseelse. Tilsvarende data er fremkommet for nylig i studier af, hvordan henholdsvis fædre og mødre gør brug af arbejds-/familielivs-ordninger.« [5]

Ligesom for fritiden peger deres studie også på »kønsforskelle i den tilgang, som mænd og kvinder har til nedsat arbejdstid[6], især når det gælder muligheden for at gå ned i indtægt, hvilket kvinder i højere grad accepterer. Når arbejdstiden nedsættes, ønsker kvinder desuden ifølge Tremblay og Vaillancourt-Laflamme at hellige mere tid til familien, mens mænd går efter øget tid til fritidsaktiviteter. I et ligestillingsperspektiv peger denne forskning i retning af, at generelle arbejdstidsnedsættelser må foretrækkes frem for frivillige, så man undgår, at familierne vælger ud fra en rent »rationel« beregning, hvor de stadig eksisterende lønforskelle mellem mænd og kvinder er udslagsgivende:

»Vil en arbejdstidsnedsættelse, der ikke er udbredt til hele samfundet som de 35 timer i Frankrig, cementere den traditionelle sociale adfærd? Vi frygter, at forslaget om en firedagesuge udmønter sig i, at kvinder i højere grad end mænd deltager i denne form for arbejdstidsnedsættelse. Desuden tyder vores data på, at det for kvinder er afgørende, om de har en partner, hvilket betyder, at enlige mødre i relativt mindre omfang vil gøre brug af firedagesugen.« [7]

3. Bekæmpelse af uligheder

Ikke alene er gennemsnitslønnen stagneret de sidste 30 år, men de mindre velbjærgede familier i Canada arbejder også mere for en mindre andel af den kollektive velstand. Det fremgår af et studie fra Institut de recherche et d’informations socio-économiques (IRIS).[8] I løbet af disse 30 år er der sket en stigning i velstanden og i produktiviteten, en stigning på over 70 %. Det nævnte studie viser også, at ulighederne mellem rige og fattige er øget betragteligt. Den rigeste tiendedel af samfundet har forøget sin andel af indkomsterne med 24 %, samtidig med at disse mennesker arbejder færre timer end for 30 år siden. Ifølge beregninger foretaget af Jacques Rouillard er det ikke engang lykkedes de fagligt organiserede lønarbejdere i de store virksomheder at få lønningerne op over inflationen.[9]

Denne generelle tendens til uddybning af ulighederne bekræftes af et andet studie, som konkluderer, at en voksende andel af den merværdi, der på verdensplan skabes i virksomhederne, er blevet kapret af aktionærerne på bekostning af de ansatte. Tendensen er bedre dokumenteret for landene i nord. Ifølge forfatterne er denne udvikling navnlig blevet muliggjort af en politik for »løntilbageholdenhed«, forringede arbejdsforhold og udbredelse af usikre ansættelsesvilkår.[10]

For at kompensere for manglende lønstigninger har lønarbejderne i vidt omfang tyet til låntagning. Det blev i marts 2011 afsløret, at canadiske husholdningers gældsætning var oppe på 146,8 %. Fra 1984 til 2005 steg den gennemsnitlige gældsætning i Canada med 266 %.[11] Selvfølgelig er gældsætningsraten mindre, jo mere velhavende familierne er.

Forkortelsen af arbejdstiden vil også gøre det muligt for lønarbejderne at genvinde en del af den rigdom, de bidrager til at skabe, uden at de af den grund skal holde op med at kræve lønstigninger. På den måde kan de bremse den gældsætning, som de er blevet udsat for. Hvis folk desuden får mindre udgifter i forbindelse med arbejdet, kan de lettere komme ud af den gæld, de tynges af. Den nævnte publikation fra IRIS gør det dog også klart, at staten har en vigtig rolle på dette område, og at arbejdstidsforkortelse alene selvfølgelig ikke er nok til at vende den nuværende ulighedsskabende dynamik.

4. En ny balance i livet

Denne målsætning er nok en af dem, hvor potentialet er størst, men måske også mest usikkert. Tanken er, at når folk bruger mindre tid på deres arbejde, vil de bruge mere tid på familie, venner, personlig udvikling, hobbyer og kultur, men også på samfundsliv og politik. En sådan forandring vil ikke alene medføre en mere afbalanceret fordeling mellem de forskellige facetter af menneskers udvikling, den rummer også et betydeligt systemomvæltende potentiale.

Når folk får mere tid, kan det nemlig ofte betyde, at de får lejlighed til at dele politiske overvejelser og kritiske analyser, som kan sætte fokus på spørgsmålet om vores fælles fremtid og øge graden af politisering og socialt engagement i befolkningen som helhed. Desuden vil den nye tid, der vies til medmenneskelige relationer og aktiviteter, der ikke tjener til at skabe velstand, bidrage til, at folk bliver mindre optagede af materielle hensyn og mere af det væsentlige og af forestillinger om, hvordan verden også kunne være.

Endelig vil nedsat arbejdstid uden tvivl gøre det muligt at bekæmpe den eksplosive vækst i arbejdsrelateret stress og depression.[12] Der er brug for at udforske emnet nærmere, for der er mange risikofaktorer, der influerer på den mentale sundhed på arbejdspladsen, såsom forholdet til ledere eller kolleger og arbejdsbyrdens størrelse.

5. Arbejdstidsforkortelse og fænomenet overproduktion og overforbrug

De begrundelser for at forkorte arbejdstiden, som jeg indtil nu har peget på, forekommer indlysende og giver ikke anledning til større polemik. Anderledes forholder det sig, når man tager fat på emnerne overforbrug og overproduktion.

Én ting kan næppe bestrides: Menneskeheden er i færd med at ødelægge de økosystemer, der er nødvendige for, at den kan videreføre sin eksistens. Det kan man blive overbevist om på en interaktiv og forbrugerorienteret måde, hvis man leger lidt med en af de tilgængelige beregnere af økologisk fodaftryk.[13] Med disse værktøjer kan man beregne, hvor stort et areal der kræves for at producere de ting, vi forbruger til daglig, og derefter beregne, hvor mange gange dette areal overstiger klodens biokapacitet per indbygger. På den måde kan man konstatere, at hvis alle mennesker havde et forbrug svarende f.eks. til vores i Québec, ville det kræve mindst tre planeter som Jorden. Denne pædagogiske øvelse fører til en enkel konklusion: Fra et rent økologisk synspunkt er den vestlige forbrugsmåde dobbelt forkastelig: Der forbruges forkert, og der overforbruges. Heri ligger også, at det ikke er alle verdens indbyggere, der overforbruger. Det er ganske enkelt umuligt for den halvdel af menneskeheden, som kun har højst 2 dollar om dagen at leve for.

På den baggrund tegner der sig to muligheder for de samfund, der samlet set overforbruger. Den første mulighed er at give op over for overforbrugsproblemet, sådan som det er sædvanlig praksis blandt de fleste af dem, der har magten – og gerne vil beholde den. I almindelighed er mindsket forbrug ikke det mest populære, man kan foreslå. Derfor fortsætter man i det nuværende tempo og lader markedsaktørerne om at tage sig af ressourcetildelingen. På sigt fører denne vej os uundgåeligt til, at udvindingen af en del ressourcer topper, eller at de ligefrem bliver udtømt. At et mineral bliver udtømt, giver ikke nødvendigvis anledning til panik, for kapitalisterne vil hurtigt investere i forskning og udvikling for at indsætte en anden teknologi, men når det f.eks. er fødevareproduktionen, der topper, er det mere bekymrende. I dette scenario fortsætter den globale forbrugsvækst, også i landene i syd. Produktionskapaciteten topper, og de sociale uligheder skærpes, for før eller siden stiger varepriserne, og forbruget samler sig hos de mest velstående.

Den anden mulighed er at indskrænke overforbruget i nord og tillade et stigende forbrug for at opnå anstændige levevilkår i landene i syd. Det hele skal naturligvis ske ud fra princippet om et godt forbrug, hvilket blandt andet indebærer, at man af forsigtighedshensyn udelukker GMO’er, og at man fremmer energi fra vedvarende og ikke-forurenende energikilder. For igen at tage eksemplet med fødevarerne vil det kunne indebære forholdsregler som disse: at de rigeste nedskærer deres forbrug af kød, at man holder op med at bruge agerjord til dyrkning af brændsler, og at man fortætter de eksisterende beboelseskvarterer i stedet for at bygge parcelhuse på frugtbare jordarealer.

Hvis vi vælger sidstnævnte mulighed, hvad betyder det så for forbrugsevnen i nord? Hvordan får vi folk til at forbruge mindre? I et økosocialistisk perspektiv kan løsningen ikke være at reducere lønarbejdernes købekraft ved at sænke lønningerne i takt med arbejdstiden – selv om det er, hvad visse aktører foreslår.[14] Det ville også være en falsk løsning. Som vi konstaterede ovenfor, er canadiske arbejderes lønninger stagneret de sidste 30 år. Har folk mindsket deres forbrug? Nej. De har sat sig i gæld for at forbruge og ikke kun for at købe et hus eller andre aktiver. Naturligvis må man sætte ind imod overforbrug, men det er bedre, at folk forbruger mindre af eget valg end under tvang.

Med andre ord reagerer folk ikke nødvendigvis rationelt, når deres indkomster begrænses. I øvrigt er de fattigste ikke så frit stillede. Der er andre ting, der gør sig gældende i forhold til det at forbruge. Til at begynde med er der produktionen af de varer, der skal forbruges. Tag for eksempel cigaretten: Når der er rygere, skyldes det frem for alt, at der er virksomheder, som skal sælge deres produkt. De sælger ikke bare produktet tobak, de tilsætter også uhindret tusinder af giftige og kræftfremkaldende produkter, som skaber en voldsom afhængighed, og det gør de for at sikre sig trofaste kunder.

Ud fra dette ræsonnement skal der produceres færre ting, og de skal produceres på andre måder. Vil reduceret arbejdstid tvinge virksomhederne til at reducere deres produktion eller nytænke den, så den bliver mere nyttig eller mindre skadelig? For at det skal blive tilfældet, vil vi sandsynligvis allerede skulle befinde os i et meget anderledes samfund, eftersom kapitalismen nødvendiggør en voksende akkumulation af rigdom og dermed en eksponentielt stigende produktion af varer, der købes hver dag af klodens indbyggere, og som man efterfølgende skiller sig af med ved at sprede dem i naturen.[15]

Hvis man i morgen gennemførte en radikal forkortelse af arbejdstiden, ville virksomhederne uden tvivl intensivere bestræbelserne på at øge deres produktivitet og mindske omkostningerne ved arbejdskraften, således at de kunne ansætte flere arbejdere med en nogenlunde uændret lønsum. En forkortet arbejdstid kan som tidligere nævnt skabe positive effekter, men inden for rammerne af et kapitalistisk samfund er der ringe sandsynlighed for, at den vil bane vejen for en reduktion af dårlig produktion og overproduktion. Generelt menes det oven i købet, at 50 % af arbejdstidsforkortelsen opvejes af produktivitetsstigninger som følge af ny organisering af arbejdet.[16]

En anden ting er, at selv om den aktuelle tilstand med hensyn til ressourcerne, biodiversiteten, miljøkvaliteten og det alarmerende klimaspørgsmål vidner om, at der i hvert fald hidtil har været overproduktion af varer, betyder det ikke, at der er overproduktion af alt. Ser man f.eks. på de sociale indikatorer, er det tydeligt, at det ville være ønskeligt at producere flere offentlige tjenester inden for bl.a. sundhed og uddannelse.

Historisk har visse begivenheder såsom naturkatastrofer og energikriser fremtvunget radikale arbejdstidsforkortelser. I nogle tilfælde har disse store forkortelser haft en overraskende virkning på produktionen. Det var f.eks., hvad man i Storbritannien oplevede i løbet af to måneder i 1974. I en situation, hvor kulminearbejderne strejkede og energiforsyningsomkostningerne røg i vejret, dekreterede regeringen en 21-timers arbejdsuge fordelt på tre dage for at rationere energiforbruget. Til trods for denne radikale forkortelse af arbejdstiden gik produktionen kun tilbage med 6 %, fraværet faldt, og produktiviteten steg. Til gengæld blev der også skabt halvanden million arbejdsløse.[17]

Derfor er det sandsynligvis ikke gennem nedsat arbejdstid, at produktionen bliver mindsket eller gjort bedre. Det ser ud til, at det er nødvendigt at indføre processer med økonomisk planlægning for at imødekomme samfundets reelle forbrugsbehov på et økologisk grundlag, og dermed åbnes en endnu mere kompleks debat.

Hvad skal der til for at klare udfordringen?

I den aktuelle situation og isoleret set tegner kortere arbejdstid sig klart nok ikke som et tilstrækkeligt middel til at sikre en overgang til et postkapitalistisk samfund. Ikke desto mindre tilbyder arbejdstidsforkortelse i kraft af den nye balance, den kan give folk, et spændende potentiale for samfundsforandring og for forbedring af menneskers livskvalitet. Men ud fra et økosocialistisk perspektiv er der nogle betingelser, som det er vigtigt at tage hensyn til:

1. Løntilbagegang må afvises, sådan at løntilbageholdenhedspolitikken kan brydes og lønarbejderne få større del i den velstand, de er med til at skabe.
2. Arbejdstidsforkortelserne må gælde for alle mænd og kvinder i stedet for at blive indført på frivillig basis. Som vi har konstateret, viser et feministisk blik på arbejdstidsforkortelse, at hvis den er frivillig, tager de enkelte par en strategisk beslutning, og så bliver det især kvinderne, der går ned i tid, især fordi deres løn ofte er lavere. Desuden risikerer enlige mødre at gå glip af kortere arbejdstid, hvis den er frivillig.
3. Vi må sige nej til forsøg på at mindske udbuddet af offentlige tjenesteydelser såsom daginstitutioner for små børn under påskud af, at forældrene i højere grad kan tage sig af dem. En sådan udviklingstendens ville udhule mulighederne for at opnå en ny balance gennem arbejdstidsforkortelsen.
4. Vi må stille os kritisk til en del former for arbejdstidsforkortelse som f.eks. den fleksible årlige arbejdstid, der blev indført i Frankrig sammen med 35-timersugen, hvor arbejdsugen beregnes som et gennemsnit over et år. Denne type foranstaltninger kan fratage lønarbejderne kontrollen over planlægningen af deres liv og deres mulighed for en sund balance mellem livsområderne.
5. Det er nødvendigt at ændre arbejdsmarkedslovgivningen og indføre en lov mod jobusikkerhed for at undgå, at folk tvinges til at arbejde på deltid, på overtid eller som »selvstændige«, og for at sikre, at alle kan nyde godt af tiltagene for kortere arbejdstid. Samtidig må mindstelønnen hæves, så man sikrer alle lønarbejdere en anstændig indkomst inden for rammerne af den nye arbejdsuge.
6. Arbejdstidsnedsættelsen må ikke bidrage til at øge arbejdsbyrden. Den må ikke betyde, at det, der før blev udført på fem arbejdsdage, nu skal udføres på tre eller fire. Ellers vil den kortere arbejdstid være til skade for de arbejdendes helbred, navnlig for dem, der i forvejen lider af overbelastning på arbejdet.
7. Endelig må nedsættelsen af arbejdstiden være stor, hvis den skal leve op til udfordringen om et anderledes liv, og hvis den skal have en væsentlig virkning for økosystemerne og ulighederne. Nogle foreslår en halvering af arbejdstiden, dog uden at komme med en klar begrundelse for netop dette valg.[18] Højst argumenteres der med, at en firedagesuge ville være et godt fremskridt, men at det ikke nødvendigvis ville rokke ved den vante gænge, hvorimod en uge på f.eks. 21 timer ville tvinge os til at se anderledes på forholdet mellem penge, tid og forbrug.[19]

Konklusion

Ud fra de overvejelser, jeg har fremdraget, kan det konstateres, at forkortelse af arbejdstiden er et spørgsmål med mange dimensioner og stor kompleksitet. Ud fra at vi lever i et kapitalistisk samfund og ønsker en dybtgående samfundsforandring, må vi tage grundigt fat på dette spørgsmål og se det i sammenhæng med andre reformer, som går i kødet på overforbrug, reklame m.m. Det handler også om at indføre nye regler, der lægger rammer for virksomhedernes aktiviteter og produktionsverdenen – regler i forhold til indbygget forældelse, butikkernes åbningstider, unødvendigt natarbejde, virksomhedernes vedtægter m.m. Der er desuden brug for at enes om en definition af velstand, der inddrager flere dimensioner end størrelsen af bruttonationalproduktet. Endelig er det under de nuværende betingelser vanskeligt at forestille sig, at vi skulle kunne nedsætte arbejdstiden radikalt alene i Québec, og det lægger op til overvejelser om, hvilken målestok samfundsforandringen vil skulle gennemføres i.

Vi står ikke desto mindre i en situation, hvor en række progressive aktører har viljen til at sætte et nyt samfundsprojekt på dagsordenen og styrke kritikken af de voksende uligheder, og det giver grobund for en fornyet debat i Québec – en debat, som vil kunne inddrage de nye dimensioner, som jeg her er kommet ind på.

---

Artiklen er oversat fra »La réduction du temps de travail peut-elle nous mener à l’écosocialisme ?« i Nouveaux Cahiers du socialisme n^o 6, efterår 2011.

Noter

[1] Se f.eks Anna Coote, Andrew Simms og Jane Franklin: 21 hours. Why a Shorter Working Week can Help us all to Flourish in the 21st Century, London: NEF, 2010 (www.neweconomics.org/publications/21-hours); Tim Jackson: Prosperity without Growth? The Transition to a Sustainable Economy, London: Sustainable Developement Commission, 2009 (www.sd-commission.org.uk/publications.php?id=914) samt Daniel Tanuros artikel her i bogen.

[2] Fabien Deglise: »Distraits, les cyberdépendants ?« i Le Devoir, 10.3.2011 (www.ledevoir.com/societe/consommation/318437/distraits-les-cyberdependants).

[3] Coote, Simms og Franklin: det anførte værk.

[4] Diane-Gabrielle Tremblay og Catherine Vaillancourt-Laflamme: Conciliation emploi-famille et aménagement du temps de travail. Description des données d’enquête, Rapport de recherche, 2000.

[5] Diane-Gabrielle Tremblay og Catherine Vaillancourt-Laflamme: »Réduction du temps de travail et conciliation emploi-famille: les arbitrages entre revenu et temps dans le contexte économique actuel«, Note de recherche 2003-6, Chaire de recherche du Canada sur les enjeux socio-organisationnels de l’économie du savoir, 2003 (www.teluq.uqam.ca/chaireecosavoir/pdf/NRC03-06.pdf).

[6] Samme værk.

[7] Samme værk.

[8] Eve-Lyne Couturier og Bertrand Schepper: Qui s’enrichit, qui s’appauvrit, 1976-2006, Ottawa/Montréal: IRIS & CCPA, 2010 (www.iris-recherche.qc.ca/publications/qui_s8217enrichit_qui_s8217appauvrit_-_1976-2006).

[9] Jacques Rouillard, »Fête des travailleurs le 1er mai. Y a-t-il de quoi fêter ?« i Le Devoir (Québec), 25.4.2011.

[10] Pierre Heritier og Joël Maurice: »Salaires et crise« i La revue de l’IRES nr. 64, 2010.

[11] Julia Posca og Simon Tremblay-Pepin: À qui profite l’endettement des ménages?, IRIS, 2011 (www.iris-recherche.qc.ca/publications/a_qui_profite_lendettement_des_menages).

[12] Se f.eks. ILO-rapporten om mental sundhed på arbejdspladsen i Tyskland, USA, Finland, Polen og Storbritannien, www.ilo.org/global/about-the-ilo/press-and-media-centre/press-releases/WCMS_008282/lang–fr/index.htm.

[13] Se f.eks. http://footprint.wwf.org.uk og www.myfootprint.org/fr/visitor_information.

[14] Bl.a. Coote, Simms og Franklin: det anførte værk.

[15] Se Daniel Tanuros artikel her i bogen.

[16] Gilbert Cette og Dominique Taddei: Temps de travail modes d’emploi, vers la semaine de quatre jours? Paris: La Découverte, 1994.

[17] Coote, Simms og Franklin: det anførte værk.

[18] Se f.eks. Tanuros artikel her i bogen eller Coote, Simms og Franklin: det anførte værk.

[19] Coote, Simms og Franklin: det anførte værk.