Ny fransk bog gør op med en ”cirkulær økonomi”, som er blevet et alibi for at fortsætte brug og smid væk-kulturen.
Af Finn Kjeller
”100 % genanvendelse af plastik i 2025.” Løftet kom fra den franske præsident, Emmanuel Macron, den 6. maj 2019 i en tale foran Élysée-palæet.
Det er ikke store ord om cirkulær økonomi, der har manglet, hverken fra politiske ledere eller fra økonomiske ledere som Apple, Coca Cola og H&M. Skal man tro deres taler og reklamer, er vi på vej mod fuld recirkulering af ressourcer og en fremtid med bæredygtig vækst.
Men virkeligheden er en helt anden, fortæller Flore Berlingen, som siden 2013 har været direktør for Zero Waste France – en bevægelse med over 100 lokalafdelinger, der arbejder for et samfund uden affald og spild. I sin nye bog, Recyclage: le grand enfumage (”Genanvendelse: det store røgslør”), hævder Flore Berlingen, at genanvendelse er blevet en industri, som ikke fremmer, men snarere modarbejder den nødvendige begrænsning og styring af ressourceforbruget.
To tilgange til affald
Officielt giver regeringerne miljøbevægelserne ret i, at det bedste, man kan gøre ved affald, er at begrænse og forebygge det, bl.a. gennem øget holdbarhed, reparation og genbrug af produkter. Man erkender, at genanvendelse, dvs. recirkulering af materialer, ikke er lige så godt, selv om det naturligvis er bedre end at brænde eller deponere affaldet. Officielt respekterer de dette hierarki for affaldshåndtering, som blev vedtaget i EU allerede i 1991. Men det er kun i teorien, skriver Flore Berlingen.
I praksis handler regeringernes og de store selskabers cirkulære økonomi mest om genanvendelse, dvs. recirkulering af materialer. For dem handler det om at optimere ressourceudnyttelsen, således at affald bliver til ressourcer gennem genanvendelse.
Heroverfor står den tilgang, som Zero Waste France og mange andre miljøbevægelser slås for: Det gælder om at forhindre, at ressourcer bliver til affald, gennem reduktion af ressourceforbruget ved kilden.
Ressourceudvindingen vokser fortsat
Ressourceforbruget tog for alvor fart i anden halvdel af 1900-tallet, og det samme gjorde affaldsproduktionen. Hurtig udskiftning af produkter blev fremmet gennem forskellige former for planlagt forældelse og kvalitetsforringelse. Produktion blev udflyttet til lavtlønslande, og den anden vej kom en strøm af billige varer, som det ikke kunne betale sig at få repareret. Store engroskæder og supermarkeder overtog mere og mere handelen og indførte engangsemballage.
Med plastrevolutionen leverede den kemiske industri et vigtigt element i udbredelsen af den lineære økonomi, hvor råstofferne bevæger sig fra udvinding over produktion og forbrug til udsmidning. Plastproduktionen voksede fra 1 million ton om året i 1950 til 359 millioner ton i 2018, omkring halvdelen til engangs- eller kortvarig brug.
Følgelig eksploderede affaldsmængderne, og lossepladserne skød op som paddehatte. Det kunne ikke blive ved, så i 1990’erne kom der gang i politikker for affaldssortering og genanvendelse, både i Europa og i USA. Men selv om genanvendelsen er øget, tyder intet på, at rovdriften på ressourcerne bliver mindre. Tværtimod fortsætter udvindingen af primære råstoffer med at vokse, påpeger Flore Berlingen.
Det globale forbrug af alle slags råstoffer er mere end tredoblet siden 1970’erne og er nået op over 100 mia. ton om året. I 2050 forventes det at nå op på mellem 170 og 184 mia. ton ifølge International Ressource Panel. Udvindingen vokser to-tre gange så hurtigt som genanvendelsen, advarer Circularity Gap Report 2020.
Illusionen om producentansvaret
Hvis man vil have materialerne til at cirkulere, er det ikke nok, at de materialer, der indgår i tingene, teoretisk set kan genanvendes, pointerer Flore Berlingen. Der skal også være metoder til at udskille og behandle de pågældende materialer, og der skal være aktører, der kan og vil praktisere disse metoder.
Officielt fik producenterne i 1990’erne et ”udvidet ansvar” for genanvendelse af materialerne. I praksis har man imidlertid fokuseret på affaldssortering og hævdet, at den gør vores affald til en ressource. De andre forudsætninger for genanvendelse er trængt i baggrunden.
I Frankrig har man overladt reguleringen til brancheorganisationer, og resultaterne taler for sig selv. F.eks. sendes der hvert år en million ton plastemballage på markedet i Frankrig, og heraf kan halvdelen slet ikke genanvendes.
Den måde, som innovation foregår på, er et stort problem for genanvendelsen, forklarer Flore Berlingen.
”De nye materialer og sammensætninger sendes på markedet, (længe) inden der er skabt forudsætninger for, at de kan genanvendes. Oftest er der ingen genanvendelsesteknologi til rådighed, der er ingen behandlingskæde, og/eller de ’fornyende’ emballager er sammensat af forskellige materialer, hvilket spænder ben for sorteringen.”
Det er for eksempel tilfældet, når mejeribranchen går over til mælkeflasker af en ny type plast, som er lettere og giver dem besparelser, men som også er tilsat titanoxid og dermed ikke genanvendelig. Eller når Starbucks reklamerer med låg af ”genanvendelig” plastik med drikketud – låg af polypropylen, som der ikke findes afsætningsmuligheder for.
Producentansvaret ser reelt ikke ud til at være ”udvidet”, men tværtimod stærkt begrænset, bemærker Flore Berlingen. Et mindretal i virksomhederne bestemmer ud fra et mindretals økonomiske interesser, hvilke produkter der skal sendes på markedet, og om de skal bestå af genanvendelige materialer. Omkostningerne ved at behandle det deraf følgende affald overlades fortsat til samfundet som helhed.
Myten om fuld genanvendelse
Forestillingen om fuld genanvendelse ser også bort fra de fysiske og tekniske grænser for genanvendelse, tilføjer Flore Berlingen. Hun peger på afgørende tekniske og fysiske grænser for, hvor meget materialekredsløbene kan lukkes.
Ofte sker der en blanding eller spredning af materialerne, som gør det umuligt at genvinde dem. Således er genanvendelse vanskelig eller umulig, når metallerne indgår i tusindvis af forskellige legeringer, og når smartphones og andre hightech-apparater er sammensat af snesevis af forskellige metaller. Metaller går desuden tabt, når de bruges som tilsætningsstoffer i mange produkter, lige fra maling over plast og glas til kosmetik, tandpasta og tøj. Disse og andre barrierer for genanvendelse er nærmere beskrevet af den franske ingeniør Philippe Bihouix i bogen L’Âge des low tech (engelsk udgave: The Age of Low Tech).
Globalt udvindes der årligt ca. 100 milliarder ton råstoffer (mineraler, malm, fossile brændstoffer og biomasse). De 22 mia. ton er ikke-genvindbare, fordi de spredes, mens over 15 mia. ton går op i røg (ifølge Circularity Gap Report 2020).
Samtidig er genanvendelse ofte ”downcycling”: Det genanvendte materiale er som regel af lavere kvalitet end det oprindelige. Mange materialer kan kun recirkuleres et vist antal gange, f.eks. fiberbaserede materialer som papir, pap, tekstiler og plast. Eksempelvis kan cellulosefibrene i papir højst recirkuleres 5 gange, og hver gang i en lavere kvalitet. Derfor må man tilsætte friske råstoffer. For tekstiler er det mindre end 1 procent, der bliver brugt til at lave nyt tøj.
Også plastmaterialer bliver forringet kraftigt af de processer, de gennemgår for at lave dem om til f.eks. pulver eller granulat. Det genanvendte materiale bliver yderligere forringet af tilsætningsstoffer i plasten, metalliske substanser i låg, etiketter m.m. og forskellige typer plast i samme produkt.
Genanvendelse belaster også miljøet
Affaldsbehandlingen har i mange år været afhængig af at eksportere affald af tvivlsom kvalitet til miljø- og sundhedsskadelig behandling i lande med mere lempelige regler. Da Kina i 2017 skærpede sine krav til affaldsmaterialerne, faldt landets import af plastaffald med 99 procent. Europæiske lande gik derefter over til at brænde affaldet eller især at eksportere det til andre lande såsom Malaysia, Thailand og Indonesien.
Men selv genanvendelse, der foregår korrekt, belaster i sig selv miljøet.
Ikke mindst kræver genanvendelsen energi. For at fremstille genanvendt glas skal man varme materialet op til 1000 grader – i stedet for 1500 grader for glas lavet af jomfruelige materialer. Genanvendelse af 1 ton jernskrot giver 58 procent mindre drivhusgasudledning end fremstilling af den samme mængde nyt stål, men medfører ikke desto mindre udledning af 1 ton CO2-ækvivalent.
Vandforbruget er også stort. Materialerne skal vaskes gang på gang, i særdeleshed de, der skal bruges til fødevarer.
Genanvendelse af f.eks. glas eller metal sparer vand, energi og CO2-udslip sammenlignet med udvinding af nye råstoffer, men det, man burde sammenligne med, er andre scenarier, hvor selve glas- eller metalproduktionen begrænses, pointerer Flore Berlingen.
”I årevis har jeg ligesom andre forsøgt at trænge igennem med dette budskab: Vi må ikke satse alt på genanvendelse; det er nødvendigt at genanvende materialer, men det er ikke nok. Nu må jeg erkende, at denne advarsel er for svag. I jagten på genanvendelse har man glemt at vurdere de fremstillede tings samfundsnytte i forhold til deres sociale og miljømæssige virkninger. I stedet søger man efter veje til at recirkulere noget, som ikke engang burde findes til at begynde med. Politikken for genanvendelse over en bred kam er derfor ikke alene utilstrækkelig, den virker stik mod hensigten.”
Understøtter overforbruget
Løfterne om genanvendelse understøtter store selskabers ”greenwashing” og deres indsats for at få afblæst eller udskudt affaldsbegrænsende regulering, der hæmmer deres produktionstilvækst. For at undgå et virkeligt paradigmeskift prøver de at give indtryk af, at de selv er i gang med at gøre deres model bæredygtig. Samtidig fortsætter de en lobbyvirksomhed for at bremse alle konkrete indgreb mod engangs- og kortlivede produkter.
Flore Berlingen peger på tøjbranchen, som i dag legitimerer sin ”fast fashion” med argumentet om genanvendelse og bruger det til at øge salget af korttidsholdbart tøj. Kunder, der indleverer brugt tøj til genanvendelse, får rabatkuponer. Og andre tøjfirmaer følger i H&M’s fodspor.
Samtidig er genanvendelse blevet en hjørnesten i et distributionssystem, som næsten udelukkende bygger på engangsemballage. Den globaliserede produktion indebærer lang transport i mange etaper med håndtering og lagring. Derfor skal produktet beskyttes med flere lag emballage. Denne globaliserede logistik gør det desuden praktisk umuligt at lave et pantsystem. Men gennem genanvendelsespolitikken får man skabt en illusion om bæredygtighed.
Markedet fortsætter med at innovere i form af engangsartikler, der erstatter genbrugsartikler. For eksempel har man i ølbranchen længe brugt langtidsholdbare fustager af metal, og der har været et velfungerende retursystem. Men i de senere år er der indført engangsfustager af plast. Fabrikanterne præsenterer dem som genanvendelige, selv om der til dato ikke findes nogen ordning for indsamling og genanvendelse af disse fustager.
Underlagt krav om vækst
Selv om genanvendelsen ofte føres frem som ”cirkulær økonomi”, har den meget til fælles med det gamle paradigme for lineær økonomi, fastslår Flore Berlingen.
Genanvendelsesindustrien har overtaget den traditionelle minedrifts begreber. Affaldet er ressourcer, der skal ”udnyttes”, ligesom malm fra undergrunden. Vores skraldecontainere er ”byminer”. For at være rentabel skal også genanvendelsesindustrien have rigelige og voksende input af materialer. Heri ligger en økonomisk interesse, som går stik imod hensynet til at reducere affaldsmængderne.
Efter udvindingen skal affaldsressourcerne renses, raffineres og transformeres. Alle disse etaper har miljøomkostninger, uanset om det er nyudvundne eller recirkulerede råstoffer. Behandlingsanlæg er dyre, så aktiviteterne koncentreres for at opnå stordriftsfordele. Dermed fjernes ansvaret fra det lokale plan, hvor affaldet skabes, og transportbehovet øges.
Endelig skal de genvundne materialer afsættes. De er underlagt samme markedslogik som nyudvundne råstoffer, og de skal endda konkurrere med de nyudvundne råstoffer, hvilket kan gøre det svært at udbrede genanvendelse. F.eks. oversvømmer plastindustrien markedet med nyfremstillet plast, som er billig, fordi priserne ikke medtager miljøomkostningerne ved udvinding af olie eller skifergas.
Sådan er genanvendelsesindustrien blevet indlemmet i den kapitalistiske økonomiske model, der kræver fortsat vækst i produktion og forbrug, skriver Flore Berlingen.
”Ved at forsøge at forlige disse to aspekter – voksende produktion og begrænsede ressourcer – skaber genanvendelsen et behov for ’forekomster’ af materiale til genanvendelse og et behov for afsætningsmuligheder til recirkuleret materiale, og dermed skærper man i sidste ende produktionsræset. Genanvendelsesindustrien er således resultat af en overproduktion (den er aftager og grønt alibi for kortlivede produkter), samtidig med at den selv forårsager en overproduktion, fordi dens økonomiske model skubber i retning af stadig større mængder. Med andre ord henter den sin næring fra det problem, som den skulle løse, og forværrer problemet yderligere.”
Opgør med brug og smid væk
”For at komme ud af overproduktionens og overforbrugets onde cirkel skal vi bestemt ikke holde op med at genanvende, men vi må sætte ind mod den økonomiske og industrielle model, som genanvendelsen indgår i og styrker,” konkluderer Flore Berlingen og antyder behovet for et grundlæggende alternativ:
”Hvis det private ejerskab til naturressourcerne og den frie handel med dem på markederne fører til, at de udnyttes i voksende mængder, så må vi arbejde systematisk for at trænge denne model tilbage.”
Konkret opfordrer hun til, at affaldsbegrænsning og ressourcebevarelse sættes i højsædet, og at hele systemet omkring genanvendelsen tages op til revision:
- Producenterne af emballage skal pålægges at bruge stigende andele af genanvendte materialer.
- Distributørerne skal forpligtes til at tage emballagen tilbage.
- Emballage skal standardiseres, og antallet af forskellige materialer reduceres.
- Pantsystemer skal udbygges.
- Forbud mod engangsprodukter skal udbredes.
- Produkter skal have øget holdbarhed og reparerbarhed.
- Ikke-genanvendelige materialer bør forbydes, så snart der er et genanvendeligt alternativ.
- Forebyggelse af affald må gives førsteprioritet, f.eks. ved at investere i genbrugs- og reparationsordninger i stedet for dyre anlæg til behandling af vanskeligt affald.
Samtidig må man ifølge Flore Berlingen begynde at kommunikere ærligt om genanvendelse i stedet for at fortie de miljømæssige og økonomiske omkostninger ved genanvendelse. ”Vi må holde op med at ville ’gøre vores affald til ressourcer’, for det giver indtryk af, at affaldet ikke er problematisk. I stedet må vi vende det om og sige: ’Lad os ikke gøre vores ressourcer til affald!’”
Flore Berlingen: Recyclage: le grand enfumage. Comment l’économie circulaire est devenue l’alibi du jetable, Rue de l’échiquier, Paris, 2020.
Artiklen er bragt i Solidaritet, 13. august 2020.