Skal vi nå til et bæredygtigt forbrug af færre, men bedre ting, er det ikke nok at appellere til ‘den grønne forbruger’. Der brug for at få fjernet nogle af vores valgmuligheder, skriver Julie Hill i sin bog »The Secret Life of Stuff«.
Af Finn Kjeller
For hvert ton ting, vi forbruger, er der brugt 10 ton brændsler og materialer og 100 ton, hvis man medregner vandforbruget.
Det er en af mange tankevækkende oplysninger i bogen The Secret Life of Stuff, hvor den britiske miljøforkæmper Julie Hill dykker ned under overfladen på de ting, vi forbruger.
Hun viser, hvordan vores måde at bruge råstofferne på, kolliderer med klodens grænser. Hun skitserer en vision for, hvordan vi kunne administrere vores materielle verden bæredygtigt. Og ved hjælp af sit store kendskab til de materialer, vi omgiver os med, gør hun problemet konkret.
Julie Hill er tidligere formand for den miljøpolitiske tænketank Green Alliance. Hun har arbejdet for Eden-projektet i Cornwall og siddet i en række rådgivende udvalg for den britiske regering.
The Secret Life of Stuff udkom i 2011, men er ikke blevet mindre aktuel. Heller ikke i Danmark, hvor vi har europarekord i husholdningsaffald – og hvor regeringen har lovet, men flere gange udskudt, en bebudet »ressourcestrategi«.
Ting har konsekvenser
Julie Hill giver et overblik over, hvordan produktionen af varer i den lineære økonomi tærer på den »naturlige kapital« og får menneskeheden til at overskride klodens grænser.
Alt, hvad vi har, som indeholder mineraler – fra husets mursten over det tøj, vi går i, til mobiltelefonens metaller – har indebåret udvindingsaktiviteter rundt om i verden, og de aktiviteter kan være gennemført med forskellige grader af miljøødelæggelse.
Næsten intet af det, vi bruger, er frembragt uden at koste energi og vand.
Heller ikke informationsteknologien er på nogen måde immateriel. Vandforbruget ved mikroprocessorfremstilling er enormt, og »Silicon Valley« har over 150 steder med kemisk forurenet grundvand.
Men hvordan kan vi i stedet få et forbrug af ting, som kloden kan bære? Julie Hill zoomer ind på mulighederne for at bruge andre materialer og for at designe og forvalte tingene, så de bliver bæredygtige.
Bogens undertitel er ikke uden grund »håndbog for en ny materiel verden«.
Dengang ting skulle holde
Som en skygge af de ting, vi forbruger, kaster produktionen af tingene store mængder industrielt affald af sig. I Storbritannien er mængden af industriaffald ni gange så stor som mængden af husholdningsaffald.
Affaldet havner ofte på lossepladser, hvilket er det typiske i forfatterens hjemland, eller brændes af, hvilket praktiseres i stor stil i Danmark. Dertil kommer store mængder affald, der genereres i udlandet, for med udflyttet produktion følger udflyttet affald.
I starten af 1900-tallet var det stadig meget almindeligt at reparere og genbruge ting og at genindvinde allehånde materialer, minder Julie Hill os om. Folk havde langt færre ting, og dem, de havde, var så dyre i forhold til deres indkomst, at man var interesseret i at give sine ting et langt liv.
»Holdbarhed og reparerbarhed var normen, og hele virksomheder var baserede på at gøre ting brugbare igen,« fortæller Julie Hill.
Det var et mønster, der varede ved mange steder som følge af de to verdenskrige og 30’ernes krise derimellem. Men i slutningen af 1950’erne kom der for alvor gang i masseproduktion og -forbrug.
»Scenen var nu sat for en dramatisk acceleration af, hvad økonomen og filosoffen Kenneth Boulding har kaldt den ‘lineære økonomi’: fremstil, brug, og smid væk. At føre tingene tilbage i systemet bliver en sjælden foreteelse sammenlignet med før.«
Brug og smid “væk”
Oliekrisen i 1973 gav folk en forsmag på, hvad udtømning af verdens råstoffer fører med sig. Det affødte visse initiativer for at øge genbruget, men på markedsbetingelser blev det ikke fordelagtigt. Det var langt billigere at bruge nye råstoffer og brænde eller begrave affaldet, så der var kun et begrænset marked for brugte ting og materialer.
Mængden af basale råstoffer (fossile brændsler, metaller, mineraler, tømmer og andre afgrøder), der udvindes af miljøet, er forøget med 50% i løbet af de sidste tredive år og forventes at stige yderligere 40% i de næste tyve år.
Hvis man tager alle de råstoffer, der flyder ind i den britiske økonomi på et givet tidspunkt, er mindre end 2% af dem stadig i økonomien et halvt år senere – resten er røget ud igen som affald.
Nogle af materialerne genbruges, men sandsynligvis under halvdelen. Resten af affaldet afskrives af økonomien som værdiløst. Desuden skal der bruges ressourcer på at håndtere affaldet, og den indsats og de miljøomkostninger, produkterne har krævet, afskrives også.
Dette spild lægger et uholdbart pres på de naturlige systemer, der understøtter menneskers liv på Jorden, påpeger Julie Hill. »Væk« i »smid væk« findes jo ikke i virkeligheden.
Men vi lægger sjældent mærke til det, for tingene kommer langvejs fra, de har været gennem mange led, før de når os, og deres priser afspejler ikke de høje miljøomkostninger ved at producere dem.
Materialernes ABC
Julie Hill søger at afdække tingenes »hemmelige liv« og give os en bedre forståelse af de ting, vi omgiver os med, og deres konsekvenser. For så længe vi er »materiale-analfabeter«, har vi svært ved at fatte, hvorfor den lineære økonomi er så stort et problem, og hvad vi kan gøre ved den.
Hun piller en typisk husstand fra hinanden og beskriver de forskellige kategorier af materialer, som huset og dets indbo er lavet af. Denne fiktive øvelse resulterer i:
- en stor bunke mineraler – mest mursten og beton, men også glas og en masse metaller
- en mindre, men dog betydelig bunke træ
- en overraskende stor bunke papir
- en meget farverig bunke plastik
- en større og ligeledes farverig bunke tekstiler.
Mange af tingene er svære at placere i én bunke: De er sat sammen af forskellige typer materialer, hvilket er kendetegnende for den lineære økonomi. Dertil kommer de mindre synlige blandinger med utallige kemikalier og tilsætningsstoffer, som udvider materialernes muligheder: blæk, lim, konserveringsstoffer, overfladebehandlinger, smøremidler, fyld, farver med meget mere.
Læseren får en introduktion til de forskellige typer materialer: Hvor kommer de fra? Hvilke miljøbelastninger følger der med dem? Hvilke muligheder er der for at genindvinde dem? Mulighederne er ofte begrænsede, bl.a. fordi de er omkostnings- og energitunge eller indebærer forringelse af materialet.
Det sidste gælder f.eks. beton og cement, som kun kan knuses og bruges som fyldmaterialer i veje og i begrænset omfang fødes tilbage i betonfremstillingsprocessen.
Myten om den grønne forbruger
Vi hører ofte om forbrugernes individuelle ansvar for at skabe en bedre verden, men ifølge Julie Hill fører ideen om den »grønne forbruger« ikke særlig langt.
For virkelig at kunne være en »grøn« forbruger er man nemlig nødt til at have viden om alle de forskellige produkter og deres miljøpåvirkninger – en viden, som er praktisk talt umulig at opnå selv med et opbud af tid og engagement ud over, hvad de fleste kan mønstre.
Varer kan være forsynet med et mærke, der siger noget om bæredygtighed, f.eks. FSC-mærket for træ, men langt de fleste varer bærer ikke noget mærke. Papir uden FSC-logo kan være dårligt – men vi ved det ikke. Virksomheder har af den ene eller den anden grund ikke ønsket at bruge de ekstra penge på at bliver certificeret.
På samme måde fremgår drivhusgasudledningen ved et produkt sjældent, hvilket kan skyldes, at det koster et par hundrede tusinde kroner per produkt at opgøre dets »kulstof-aftryk«.
Der mangler en samlet tilgang til deklaration af produkters »historie«, dvs. obligatorisk deklaration af miljøbelastninger i hele produktets livscyklus. Men selv om vi havde adgang til en livscyklus-analyse for et produkt, skulle vi også være i stand til at fortolke resultaterne eller have kyndig vejledning.
Julie Hill pløjede sig engang igennem et dokument, der beskrev livscyklus-påvirkningerne fra en Nokia 3G-mobiltelefon. Dets konklusion var, at telefonen medførte udledninger, der svarede til at fremstille og bage fem retter flødekartofler. Men hvordan skal man bruge den oplysning til at træffe et valg?
Den grønne forbrugers magt er også begrænset af en anden grund, tilføjer Julie Hill: Selv om vi i nogen grad kan foretage et valg i forhold til enkeltprodukter, er der ikke ret meget, vi kan gøre for at påvirke hele systemer. F.eks. er det umuligt for individuelle forbrugere at beslutte, hvordan vi forvalter næringsstofcyklussen, for det involverer store beslutninger om infrastruktur – om, hvordan vi behandler spildevand, om vores afhængighed af kunstgødning osv.
Gør det lettere at handle grønt
»Hvad vi i virkeligheden har brug for, er at få fjernet nogle af vores valgmuligheder,« konkluderer Julie Hill. »Der er for meget at læse, for mange alternativer, der skal afvejes over for hinanden. Der er for meget at beslutte.«
»Vi er nødt til at bede om, at valgene mere aktivt bliver truffet på vores vegne, når vi ikke er i stand til eller villige til at træffe dem selv, hvilket ofte er tilfældet.«
Det, der ifølge Julie Hill virkelig driver en forandring er regulering og virksomheders indkøbspraksis, f.eks. at en butikskæde holder op med at forhandle terrassevarmere. Men forhandlerne har kun i få tilfælde begrænset vores muligheder for at købe miljømæssigt ødelæggende produkter. Grønne produkter er stadig en niche, ofte dyre og ikke altid særlig gode.
»Vi må forberede os på, at produkter, som vi kender dem, undergår forandringer, og være rede til at acceptere, at nogle ting forsvinder og bliver erstattet af andre.«
Og der er brug for en eller anden form for loft over brugen af de fysiske ressourcer, fastslår Julie Hill. »Vi er måske nødt til at beslutte, hvor stor en mængde af ting kloden har råd til at give os, og hvor meget hver enkelt har krav på.«
Ligesom Storbritannien i sin klimalov har lagt et kulstofbudget frem til 2050, er det måske på tide at fastlægge budgetter for ressourceforbruget.
Hele denne omstilling til at tage vare på de materielle ressourcer må ifølge Julie Hill indgå i en samfundsudvikling, hvor de »gamle« økonomier overgår til meget lav vækst. Og dette brud med den lineære økonomi kræver et globalt politisk samarbejde – trods skuffelsen i København i 2009.
Recirkulér, reducér, genbrug (foto: Kevin Dooley via Flickr)
Vugge til vugge
Julie Hill er varm fortaler for konceptet »vugge til vugge«, som blev formuleret i 2002 af kemikeren Michael Braungart og arkitekten William McDonough i deres bog af samme navn.
I lighed med naturen skal det, der ikke længere er i brug, lade sig nedbryde og indgå i et kredsløb – dels en teknisk cyklus for de ikke-fornybare materialer som metaller, dels en biologisk cyklus for alt, der høstes fra jorden. Vugge til vugge-design skal gøre det muligt ved at bruge de rigtige materialer og undgå materialesammenblanding eller sørge for, at produkterne let kan skilles ad efter endt brug.
Ideen er blevet taget op af nogle virksomheder, men problemet er ifølge Julie Hill, at det stadig kun er eksempler.
»Syv år efter bogens udgivelse er der stadig relativt få vugge til vugge-virksomheder. Den centrale begrænsning er markedets. Braungart og McDonough tror, at virksomhederne vil omfavne vugge til vugge, bare fordi det er en god idé. Hvilket det er, men den er ikke gratis. Hvis ikke andre gør det, vil de, som gør det, stå dårligere i konkurrencen, hvor meget de end har lyst til at stille om.«
Julie Hill har i årevis arbejdet med at hjælpe virksomheder med at blive mere bæredygtige, men hun erkender:
»I sidste ende vil det nok kræve langt mere end den private sektors sporadiske opmærksomhed og motivation for at flytte os til en konsekvent vugge til vugge-verden.«
Forbrugere kan påvirke markeder, men kun på små områder. Alle og enhver kan have ideer om, hvordan tingene bør forandre sig – pressionsgrupper, forbrugere, designere, progressive virksomheder – men at forandre status quo i større omfang kræver, at alle disse interesser bringes på linje i en grad, som er usandsynlig uden en ydre myndighed.
Køreplan for nye materialer
Bioplastik er et eksempel blandt mange i bogen. Det meste oliebaserede plastik kan erstattes af plastik fremstillet af planter og planteaffald – selvfølgelig på betingelse af at denne biomasse ikke brændes af i biler, fly osv. Og biobaseret plastik er ofte komposterbart.
Men trods stigende oliepriser har initiativer til at bruge bioplastik til bl.a. emballage haft svært ved at klare sig i konkurrencen fra konventionel plastik og besværet med at sortere og indsamle forskellige typer brugt bioplastik, som ligner al mulig anden plastik.
Her kommer markedet igen til kort, påpeger Julie Hill.
»Alle siger, at de ønsker mere ‘miljøvenlige’ materialer for at komme væk fra olien, og at de vil have mere genbrug og kompostering. Alligevel bliver materialer, som kunne levere alle disse fordele, holdt tilbage af manglen på en klar industriel eller politisk vision, eller en køreplan for deres udbredelse.«
Her er der brug for regler, mener Julie Hill. F.eks. et krav om, at al plastikemballage til ferske fødevarer skal være af bioplastik, som kan komposteres. Så bliver den komposterbar, og det vil alle være klare over.
På den måde vil både forbrugere og virksomheder vide, hvad de har at gøre med, og hvordan de skal håndtere det.
Det offentlige må sætte normer
Første skridt må ifølge Julie Hill være, at regeringen satser på grøn indkøbspolitik, sådan at leverandørerne til den offentlige sektor skal deklarere deres produkters miljøpåvirkninger og leve op til bestemte standarder med hensyn til bæredygtige kilder osv.
Den offentlige sektor kan vælge at
- købe de mest miljøvenlige produkter, der aktuelt findes
- specificere de kommende miljønormer, selv om der endnu ikke findes produkter, der lever op til dem. Ved at love at købe et mere miljøvenligt produkt, hvis det kan udvikles, tilskynder den offentlige sektor virksomheder til at ændre deres praksis.
Det sidste gjorde det engelske fængselsvæsen, hvor man var træt af, at så mange madrasser hele tiden skulle kasseres. Man bad potentielle leverandører om at komme med forslag til løsninger, der ville være mere holdbare og genbrugelige, helst med »nul affald«.
Det affødte en række tilbud, som indebar betydelige forbedringer. Det kaldes »forward commitment procurement« og betyder: Opfind det, så køber vi det!
Når det offentlige har angivet retningen med indkøbsstandarder, er næste skridt at indføre lovgivningsmæssige standarder for alle produkter, foreslår Julie Hill.
Det kan være krav om, at materialerne skal kunne genbruges (eller komposteres), hvilket virksomhederne kan få en frist på 10 år til at gennemføre. Det kan også være krav om, at en vis, stigende andel af et produkt (f.eks. flasker eller papkasser) skal bestå af genbrugsmaterialer. Og det kan være krav om, at råstoffer skal være certificerede i stil med de bæredygtighedsmærker, der allerede findes for især træ.
Julie Hill foreslår, at der fastsættes normer for produkter, som kræver, at produkterne…
- designes til at forbruge minimal energi, om muligt helst producerer energi til sig selv eller nettet
- forårsager mindst muligt vandforbrug ved deres fremstilling og anvendelse
- er designet til let genindvinding og genbrug
- forårsager mindst mulig mængde materialer ved fremstillingen og eventuelt nogle materialer frem for andre, af hensyn til miljøpåvirkninger og ressourcebevarelse
- holder længe, det vil sige længe nok til at få et rimeligt liv ud af materialerne og muliggøre opgradering og genbrug, men dog ikke så længe, at et energi- og vandslugende produkt ikke kan erstattes af mere effektive modeller, når sådanne dukker op.
Sæt grænser for markedet
Staten bør også give virksomhederne en rettesnor for produktudviklingen ved at indføre differentierede afgifter, som favoriserer miljømæssigt bæredygtige produkter ved at beskatte ressourceintensive produkter kraftigere, foreslår Julie Hill.
Producenterne skal have et direkte ansvar for at tage sig af de brugte ting og gøre bedst mulig brug af materialerne. Forhandlerne får til opgave at indsamle forskellige typer brugte produkter og materialer, i nogle tilfælde mod pant. Desuden kan salg af en del produkter afløses af, at firmaerne sælger tjenesteydelser, f.eks. i form af tøj- og værktøjsbiblioteker eller leasing af møbler.
Kun regeringerne kan lede en vidtfavnende forandring, men de kan ikke gøre det, uden at økonomiens øvrige aktører samarbejder, så erhvervslivet spiller en vigtig rolle i Julie Hills vision. Hun tror på en frivillig indsats fra de store selskaber og på, at de kan overbevises om at bakke op om strenge miljønormer af egen interesse – men ikke på, at det kommer af sig selv.
»Green Alliance har samarbejdet med virksomheder, som gerne vil diskutere disse ideer. De ønsker at forbedre miljøprofilen i de produkter og tjenesteydelser, de tilbyder deres kunder, men de hæmmes af nødvendigheden af at holde omkostningerne nede og forblive ‘konkurrencedygtige’, dvs. ikke tabe kunder til de mindre engagerede virksomheder, som fortsætter med ‘business as usual’. Som vi har set gennem hele denne bog: At det er tillokkende at gøre det miljømæssigt rigtige, betyder ikke, at det betaler sig at gøre det.«
Virksomheder har meget sjældent startet med en forretningsmodel, der tager hensyn til at bevare naturgrundlaget, selv om de måske efterfølgende er blevet pålagt miljøregler eller har været nødt til at gøre en indsats for deres image.
»Markederne har brug for grænser,« fastslår Julie Hill, »og når det gælder omsorgen for miljøet – meget fastere grænser, end de hidtil har oplevet.«
Julie Hill: Secret Life of Stuff. A Manual for a New Material World (Vintage, 2011)
Læs mere om bogen hos forlaget Vintage
Artiklen blev oprindelig bragt på Modkraft.dk.